Netværk for unge langturssejlere
FTLF's nye netværk vil gøre langtursejlads mere tilgængelig for unge
Drømmen om at sejle jorden rundt kan virke langt væk, når man står på kajen uden hverken båd, erfaring med oceangående sejlads eller et stort budget. Et nyt netværk under FTLF vil gøre vejen fra drøm til langtur mere overskuelig ved at samle unge sejlere og dele den viden, man ikke nødvendigvis finder i en bog.
Hvordan køber man en båd, der kan klare en langtur? Hvad koster det egentlig at gøre den klar? Hvordan finder man en gasteplads, hvis man ikke selv har båd? Og hvad ville andre langturssejlere ønske, de havde vidst, inden de kastede fortøjningerne?
Det er nogle af de spørgsmål, som den nye interessegruppe ”Unge Langturssejlere” gerne vil hjælpe unge sejlere med at finde svar på.
Interessegruppen er etableret under Foreningen til Langtursejladsens Fremme (FTLF) for sejlere under 35 år, som enten drømmer om eller allerede planlægger at tage afsted på langtur. Målet er at skabe et aktivt netværk, hvor unge kan dele erfaringer, stille spørgsmål og hjælpe hinanden videre.
"Langtursejlads kan godt virke som noget, der kræver mange års erfaring, en masse penge og den perfekte båd. Men rigtig mange af os starter et helt andet sted. Vi vil gerne skabe et rum, hvor man kan komme med sin drøm, også selv om man endnu ikke ved, hvordan den skal blive til virkelighed" fortæller Cecilie Elstrøm Andersen, som står i spidsen for styregruppen bag netværket.
Du kan ikke vide, hvad du ikke ved
Langtursejlads adskiller sig på mange måder fra sejlads i danske farvande, for når man bevæger sig længere væk, bliver beslutninger om båd, sikkerhed, vejr, økonomi og proviantering pludselig en større del af hverdagen.
Samtidig kan det være svært at holde styr på alt det, man skal vide og forberede sig på, når drømmen er ved at tage form.
Det er udgangspunktet for netværket: "Du kan ikke vide, hvad du ikke ved."
For netværket handler ikke kun om at inspirere til at tage afsted, men i høj grad også om at give kommende skippere og besætninger en praktisk og mental værktøjskasse til at forberede sig bedre.
Gruppen rummer allerede sejlere på vidt forskellige stadier. Nogle går stadig med drømmen. Andre leder efter en gasteplads eller undersøger, hvilken båd de skal købe. Nogle står midt i en omfattende klargøring, mens der også er nogen, der allerede har forladt Danmark.
Netop forskelligheden er en vigtig del af idéen.
"Vi tror på, at der er rigtig meget læring i at møde andre, som står lidt længere fremme på den vej, man selv gerne vil gå. Samtidig kan den, der lige er begyndt at drømme om langtur, sagtens have spørgsmål eller perspektiver, som er værdifulde for de mere erfarne" forklarer Amanda Søndergaard Jensen, der også er med i styregruppen.
Live fra langturen og nye forbindelser
Netværksgruppen for Unge Langturssejlere holder lørdag den 7. november sit andet fysiske netværksmøde i København.
På dagen kan deltagerne blandt andet høre Jeppe og Laura fra @udeafkurs fortælle live fra deres langtur. De deler erfaringer fra de første måneder på tur med forberedelser, livet undervejs, uforudsete udfordringer og de ting, de i dag ville have gjort anderledes.
Derudover står økonomi og langtursforberedelser på programmet. Her kan deltagerne blandt andet blive klogere på bådkøb, klargøring, budgetter og planlægning samt de praktiske og menneskelige overvejelser ved at sejle med gaster.
En stor del af dagen er dog afsat til det, som ikke nødvendigvis kan sættes på et program: netværket.
Hvem er på vej? Hvem mangler en gast? Hvem har lige købt båd? Hvem har erfaring med den rute, man selv overvejer? Og hvem sidder måske med præcis det problem, man selv kæmper med?
Det er den slags forbindelser, netværket kan være med til at skabe.
Første møde viste behovet
Det første netværksmøde blev afholdt i Kolding i marts og samlede unge sejlere med meget forskellige udgangspunkter.
Med engagerede deltagere kom netværket rigtig godt fra start, og det blev tydeligt, at der i den grad er interesse for et fællesskab, hvor det er muligt både at hente konkret viden og møde andre, som deler drømmen om en hverdag til søs.
FAKTABOKS
Interessegruppen ”Unge Langturssejlere” under FTLF er for sejlere under 35 år, der drømmer om, planlægger eller allerede er afsted på langtur.
Kom med til næste netværksmøde:
Tid: Lørdag den 7. november 2026 kl. 11.00 - 17.00
Sted: KAS (Kjøbenhavns Amatør Sejlklub), København
Pris: 150 kr. inkl. frokost, kaffe og kage
Tilmelding sker ved at overføre 150 kr. via MobilePay-gruppen 8099ZD – IG Unge Langturssejlere. Husk fulde navn i overførslen.
Tilmeldingsfrist den 17. oktober.
Sejlerhilsen fra
Amanda Jensen
FTLF bestyrelsesmedlem
Kom tættere på dine drømme om langturssejlads:
Støt FTLF
Samarbejde
Nyttige links
Kontaktinformation
FTLF sekretariat
Gustav Wieds Vej 25
8000 Aarhus C
Tlf./Whatsapp
(+45) 86 18 24 95
Telefontider:
Mandag - torsdag kl. 10.00-14.00.