Publiceret: 16.10.2018

En historie fra orkanen i Portugal

s/y Pani Jensen ligger lige nu med motor problemer i Figueira da Foz i Portugal. Det skulle vise sig at det ikke skulle blive det eneste problem, da det i løbet af lørdagen viste sig, at orkanen Leslie var på vej til Portugal og ville gå i land et sted på kysten fra  Lisabon og nordpå. 

Vi troede ikke det ville blive slemt, en orkan i Portugal. Men alle gæstesejlere i havnen gjorde sig klar, og ifølge vejrudsigterne ville den komme omkring midnat. Men lidt efter kl 21 brød helvede løs, som om en havde trykket på en knap og pow ! gik det løs. Først fra syd og senere fra vest hvor den, foruden salt, tog en masse sand med sig. Det stod på i 1,5 time, hvor vi sad med redningsvest på. Og lige så pludselig som det begyndte stoppede det og der blev stille. Alle stak forsigtig hovederne op af lugerne for at se på skaderne, men skaderne på gæstesejlernes både var minimale. En havde dog mistet windgeneratoren. 

Men de lokale både måtte lide - ca. 20 både havde fået deres sejl eller sprayhood revet i stykker. 

Byen er også blevet hærget, glas, tagsten og væltede træer over det hele.

Men Pani Jensen fik ikke en skramme, og venter nu kun på mekanikeren, og at portkontrol frigiver sejlads til og fra havnen igen.

De bedste sejler hilsener fra Pani Jensen i " orkanens øje" Portugal