Publiceret: 17.12.2016

"Vejret på vandet" - boganmeldelse

”Vejret på vandet” – anmeldelse.

Så kom den endelig, - den ultimative danske vejrbog for skippere og sejlere. Her er bogen, som giver den overordnede indsigt i hvordan og hvorfor vejrsystemer opstår, hvor og hvordan man henter vejroplysninger, planlægger sejladsen, tyder det vejr man møder, og mange andre praktisk anvendelige emner. Og samtidig er en meget grundig opslagsbog, over alle de elementer der vedrører vind, vejr, bølger og hav.

Forfatteren, Mette Hundahl, er meget grundig og systematisk i sin opbygning af bogen. Mette har en praktisk baggrund som skibsfører, styrmand og skipper på egen sejlbåd. Koblet med 25 års undervisningserfaring, nu som lektor på Marstal Navigationsskole. Hun har skrevet adskillige lærebøger for både amatører og professionelle indenfor nautiske discipliner. Det smitter naturligvis til en vis grad af på den nye bog, i form af stor faglighed og grundighed.
Men samtidig er den skrevet i et letforståeligt sprog, med rigtig mange praktiske eksempler, fotos og illustrationer.

Som garvet oceansejler, med mange afstikkere til områder med store vejrmæssige udfordringer, har emnet altid været et både naturligt og nødvendigt interesseområde for mig. Mine referencer har af nødvendighed i høj grad været på engelsk. Derfor er det rigtig glædeligt, at der nu langt om længe er udkommet en dansk bog, som dækker alle de vejrmæssige aspekter man kan forestille sig, en sejler har brug for. – Både for indenskærssejleren, og dem der stiler mod videre horisonter. Bogen er så grundig, at enhver vejrnørd burde kunne få svar på sine spørgsmål. Og samtidig let tilgængelig, med letforståelige oversigter og gode tips undervejs. Udover vejret, og alt det der hører med, er der et glimrende afsnit om havet, som omfatter både havstrømme, bølger og is. Man kommer således hele vejen rundt om de elementer, der påvirker vore sejladser.
De over 300 illustrationer og fotos er vigtige elementer i præsentationen af de komplicerede elementer, meteorologi og oceanografi i realiteten består af. Man har valgt at trykke bogen i et forholdsvis lille format – efter min mening et godt valg, så man kan finde plads til den i skibsbiblioteket på selv den mindste båd. Det har nødvendiggjort, at nogle få af illustrationerne måske er blevet en lille smule gnidrede. Specielt de små vejrkort-eksempler i afsnittet om vejrkort kræver næsten lup. Ellers er illustrationer og grafik enkel og tydelig, holdt i samme afdæmpede farveskema hele bogen igennem.
Jeg kan varmt anbefale bogen til enhver, der har behov for lidt mere viden om de elementer vi lever i. Den bør indgå i ethvert skibsbibliotek.
Bogen er på 272 sider, og kan bl.a. købes direkte på forlagets hjemmeside: www.detblaaforlag.dk

Kim Bork Mathiesen