af Kirsten Thomsen © FTLF (revideret 2019)

Erfaringer høstet ombord på S/Y LUA, der var mit hjem i 7 år - og derudover i de 10 år på S/Y SOL. LUA er en Fandango 32, traditionelt indrettet og uden køl/frys ombord. SOL er en First 42, og hun har køleskab ombord. Fra 1986 til 1993 var vi (= Kim B. Mathiesen og Kirsten Thomsen) på langfart i LUA, og fra 2003 til 2013 var vi på langfart i SOL.

Da vi ofte sejlede i områder (f.eks. Sydchile og Arktis), hvor der var uger - ja endog måneder til den nærmeste købmand, lærte man efterhånden at være en lille selvforsynende enhed, - og hvilken enorm tilfredsstillelse det dog var! - Dette at føle sig uafhængig af alt og alle.

For at opnå dette, krævedes bl.a. en gennemtænkt proviantering. Dette var muligt, da vi ofte lå i en storby, inden vi stak på en længere tur til søs, el. sejlede til øde naturområder uden indkøbsmuligheder.

Dvs. man først fouragerede rundt i de forskellige supermarkeder, og nedskrev priser på de mest almindelige varer (såsom mel, gryn, sukker, ris, madolie, dåser, tørmælk m.m.), for på den måde at finde stedet, med de mest fordelagtige priser. Ofte var der store prisforskelle; men f.eks. i Venezuela var det nemt: priserne var trykt sammen med teksten på emballagen, og var derfor ens overalt! (Dette var I 1987).

Derefter gik man sine madlagre igennem og skrev liste over, hvad der manglede og var plads til...

I bogen behandles blandt andet:

  • Opbevaring af proviant
  • Spiredyrkning
  • Henkogning af kød
  • Bagning i gasbageform
  • Brødopskrifter
  • Syltning
  • Madopskrifter (henkogt kød og fisk)
  • Om ris
  • Kageopskrifter
  • Soyaprotein-opskrifter
  • Lav din egen yoghurt
  • Mål og vægt
  • Krydderiliste på 6 sprog
  • Litteraturliste

Se også Fødevaredirektoratets folder om bønner (PDF).