Af Lise Henriksen

S/y About Time

Det var i oktober 2009, vi fik en mail fra vores gode Scanmar-venner Jens og Birthe: Kunne I tænke jer at tilbringe 2 uger sammen med os i en sejlbåd i Caribien??? De mente, ville vi med på FTLS’s 25 års jubikæumstur til De britiske Jomfruøer. Det tog os ikke lang tid at beslutte os: Selvfølgelig  ville vi det – det her skulle bare prøves.

 

 Vinteren gik med diverse forberedelser bl.a. mailkorrespondance med FTLF-kontaktperson Ulla Gotfredsen på Tortola, som havde formidlet charterbådene, vi skulle sejle i, og som i øvrigt havde diverse gode råd til os. På et tidspunkt indeholdt hendes mail også en forespørgsel til de efterhånden mange tilmeldte deltagere: Er der en båd, der har plads til mig i et par dage, for så vil jeg gerne sejle med. Vi besluttede ret hurtigt, at det havde vi da, for vi havde lejet en 40 fods Jeanneau, og den kunne vel rumme mere end de 4 personer, vi var. Vi tænkte, at vi da nok gjorde Ulla en tjeneste ved at hun fik et par dage til søs med os, men vi blev klogere………

 

Lørdag den 10. april 2010 lettede vi fra Kastrup og et døgns tid senere indtog vi Road Town på Tortola via Atlanta og Sct. Thomas. Vi fik båden udleveret søndag eftermiddag og fik også provianteret i det lokale Bobby’s Supermarket og så var vi klar til afgang.

 

Mandag formiddag påmønstrede Ulla så med sin lyserøde rygsæk, der primært indeholdt hendes lillebitte bærbare computer og en dåse kaffe, og så var vi klar til afgang mod Norman Island og velkomstparty på det gode skib Willy T. Her inviterede Ulla på Pina Colada og konkyliefrikadeller til de ca. 70 deltagere, som deltog i dette jubilæumstogt fordelt på 13 både – dels kølbåde og dels katamaraner. FTLF’s formand Karsten Pennov bød os også velkommen og ret hurtigt udviklede det sig til en munter aften, hvor vi gik om bord i Willy T’s righoldige spisekort og dertil hørende drikkevarer.

 

Ulla havde lavet en idealrute, som førte rundt på næsten alle øerne med hensyntagen til den (næsten konstante) vindretning, og den rute fulgte vi i det store og hele, dog med plads til ændringer forårsaget af akut behov for proviantering eller deltagelse i morsomme arrangementer, som vi blev opmærksomme på undervejs.

 

British Virgin Islands (BVI) er en lillebitte øgruppe, som ligger lige øst for de tidligere dansk-vestindiske øer, som jo i dag er amerikanske. Det vil sige, at først rejser man ind i USA på Sct. Thomas og så rejser man ud igen og ind i britisk territorium. Det afstedkommer en del papirarbejde og betyder, at det er smartest at holde sig indenfor BVI, men det et også et perfekt område til sejlads i et par uger.

 

Tortola er den største ø med ca. 20.000 indbyggere og hovedbyen Road Town. Derudover er der en 6-7 større øer med diverse seværdigheder, restauranter og indkøbsmuligheder samt et utal af små øer, bugter og  laguner, hvor man kan stoppe op og nyde vandet, himlen og de eksotiske dyr, som man støder på, f.eks. skildpadder, delfiner, leguaner og pelikaner.

 

Men vi startede som sagt turen på Norman Island syd for Tortola, og allerede på vej dertil fik vi en forsmag på, hvad det var for en passager, vi havde fået med om bord. Ulla har boet på Tortola i 8 år og forinden har hun krydset Atlanten i en sejlbåd og derefter sejlet hele Caribien tynd. Der var tilsyneladende ikke det rev eller skær i farvandet omkring BVI, som hun ikke kendte, hun vidste lige præcis, hvor de gode restauranter var, hvor det var godt at snorkle og hvordan man skaffede en ny bådshage, når man havde tabt den gamle. Hun var selvfølgelig også i stand til at sejle båden alene, hvis vi andre skulle være bukket under for virkningerne af for meget af den MEGET billige rom. Det var kort sagt en første klasses guide, vi havde med, og der er ingen tvivl om, at vores tur blev en endnu større oplevelse, fordi hun var der.

 

Første stop om tirsdagen var Salt Island, som er en ubeboet ø, der er helt domineret af en stor sø, hvor saltet ligger på bredden lige til at samle op. Jens, Birthe og Lise gjorde landgang på øen og Birthe fik samlet noget salt. Derefter gik turen videre til Cooper Island, hvor vi fortøjede ved én af de mange ankerbøjer, som ligger over det hele i området (det er til det formål, det er meget nødvendigt med en bådshage). Det koster som regel 20-25 dollars at overnatte ved en bøje, og det er restauranterne på land, der opkræver pengene. Men så ligger man også trygt og godt for natten i det meget tætte mørke, som lægger sig hurtigt ved 19-tiden. Ulla forkælede os med en gang kylling i karry, som vi indtog i kahytten på grund af den meget krafige vind, som fik vores rødvinsglas til at lette fra bordet i cockpittet.

 

Onsdagen startede vi med et besøg ved the Baths på Virgin Gorda, som er et helt fantastisk sted, hvor kæmpesten og klipper danner et troldelandskab, hvor man kan spadsere gennem grotter og søer hen til en lille bar og endnu en klippe med en restaurant på toppen. Normalt er der plads nok til at gå turen frem og tilbage, men lige netop på denne dag havde et krydstogtskib lagt sig ud for Spanish Town lidt længere oppe ad kysten, og alle passagererne kom vandrende imod os, så vi måtte af og til stoppe op og lade hinanden passere i de snæve passager. Men et meget fascinerende sted var det.

 

Så skulle vi efter planen have fortsat til Marina Cay, en lille bugt nordøst for Tortola, men da vores forsyninger trængte til supplering, foreslog Ulla at vi i stedet gik til Trellis Bay på Beef Island lige ved siden af lufthavnen. Her havde vi virkelig gavn af Ullas lokalkendskab til rev og undersøiske skær, for midt blandt ankerbøjerne var der et aldeles uafmærket rev, som vi med nød og næppe undgik. Vi besøgte Trellis Bay Market, hvor vi lånte en vogn til at fragte vores mange liter indkøbt væske (vand, øl og rom) ned til gummibåden. Her var også et sjovt miljø med kunstnere, barer og butikker.

 

Torsdag var vinden sit stabile østlige hjørne, og der var stadig rigeligt af den, så vi fik en frisk tur på kryds til the North Sound på Virgin Gorda. Også her var der et lumsk rev, som vi skulle passere, men der var dog et par røde og grønne bøjer, så vi slap frelst ind i bunden af den store bugt til idyllen Biras Creek, hvor vi om aftenen indtog vores dinner på den lille restaurant The Fat Virgin (Virgin Gorda).

 

Sejlturen fredag blev ganske kort. Den gik til det modsatte hjørne af North Sound til Leverick Bay Resort, hvor der hver fredag aften er stort tag-selv-bord med lokale lækkerier, levende musik og optræden af Jumbies, som er dansere på meterhøje stylter. Her tilbragte vi en yderst festlig aften med en charmerende servitrice, dejlig mad og særpræget underholdning både i form af de førnævnte Jumbies men også et ”levende” orkester, hvis forsanger i sjælden grad demonstrerede den afslappede og tilbagelænede stil, som præger mange af øernes indbyggere: han stod ret op og ned og sang med den ene hånd i lommen til et bagvedspillende bånd. Nå, men musikken var glimrende og vi dansede både med hinanden og med de meterhøje Jumbies. Vi sluttede aftenen med at borde katamaranen Kokomo, hvis mandskab bl.a. bestod af  FTLF’s formand og bladredaktør, og tømte deres rombeholdning.

 

Lørdag stod der langfart på programmet, da vi satte kursen mod Anegada, som er en meget speciel ø ca. 14 sømil nord for Virgin Gorda. I modsætning til de øvrige BVI’er, som består af vulkanske bjergarter og er op til flere hundrede meter høje, så er Anegadas højeste punkt ca. 8 meter over havet. Vandet omkring øen er så klart og grønt, at skyerne over det er grønne på undersiden ligesom det er tilfældet med mågerne. Det meste af øen er omgivet af et stort koralrev, så igen var vi meget glade for vores levende GPS af mærket Ulla, som førte os sikkert ind gennem sejlrenden til den betagende ankerbugt på sydsiden af øen. Om aftenen udlevede Birthe sin drøm om at spise hummer, da hun på restaurant Neptune’s Treasure blev præsenteret for et  pragteksemplar af racen, som bl.a. blev parteret ved hjælp af en nøddeknækker.

 

Søndag lejede vi en af de specielle biler, som består af en varevogn med lad, hvorpå der er anbragt en bænk, som alle passagererne kan sidde på og nyde udsigten og den friske luft. Vi forsøgte først at komme i kontakt med nogle flamingoer ved en saltsø, men de lod sig kun se på MEGET lang afstand, så vi fortsatte til den østlige del af Loblolly Bay, hvor der inden for revet var et rigtigt snorkleområde. Her mødte vi igen det meste af Kokomo’s besætning, som havde taget turen hertil på lejede cykler, hvilket vi var meget imponerede af temperaturen taget i betragtning. Turen tilbage til vores udgangspunkt gik langs nordkysten af øen, hvor vi besøgte flere badesteder inden vi afleverede bilen igen.

 

Vi havde set frem til en rigtig agten for tværs på turen tilbage mod Jost van Dyke, som er den vestligst beliggende BVI. Men det blev nu mest foran for tværs, for vinden gik så lige sydover, men det var en fin tur ude på Atlanterhavet, hvor vi så en stor havskildpadde padle af sted. Det blev i første omgang ikke Jost van Dyke, men i stedet Cane Garden Bay på vestsiden af Tortola, som vi søgte til, og det var igen vores proviantering, der satte dagsordenen. Her var også den dejligste strand og en charmerende lille by med bl.a. et 400 år gammelt romdestilleri, hvor vi dog nøjedes med at kigge og ikke smage på produkterne. Da dette sted var landfast med Road Town, blev det her, Ulla besluttede sig for, at det var på tide at komme hjem og arbejde, så de sidste par dage var vi på egen køl.

 

Vi startede så med at drage mod Little Harbour på Jost van Dyke, som skulle være det ideelle sted med hensyn til læ for vinden. Denne havde omsider raset ud, og de sidste dage oplevede vi så virkelig de lækre ankerbugter med snorkle- og badevand og stille aftener.  Her blev vi næsten inden vi havde fået fortøjet kontaktet af en mand fra Peace and Love Bar, som tilbød os gratis mad til kaptajnen og selv-blandings-drinks-bar, og det kunne vi jo ikke stå for, så det blev ham, der kom til at stå for vores aftensmad, som blev indtaget under en speciel dekoration af ophængte t-shirts, som tidligere gæster havde doneret.

 

Nu var det så ved at være på tide at komme tilbage mod Road Town, men vi havde lige et enkelt sted, som vi måtte besøge, nemlig Peter Island, syntes skipperen. Vi gjorde først holdt i Soper’s Hole på Tortola for at gøre de sidste indkøb, og fortsatte så til Great Harbour på Peter Island, hvor vi grillede kyllingebryster, så vi var lige ved at svide biminien af. Også her var vandet ideelt til snorkling, og Peter fik bl.a. næsten nærkontakt til en skildpadde. Da vi torsdag formiddag gik i land, så vi også en leguan (tror vi det var) som kom svømmende og suste op på land i en meget gakket gangart, der bl.a. indeholdt pasgang. Desuden var der her en hel hærskare af pelikaner, som kastede sig lodret ned i vandet efter fiskene, som de dog ofte måtte dele med måger, som simpelt hen satte sig på pelikanens hoved og stjal fisken – eller noget af den. 

 

Hen på eftermiddagen satte vi så kursen nordpå mod Road Town, hvor vi blev hentet til kaj af Emma fra Conch Charters. Om aftenen tog Ulla os i sin Bimbomobil med til en charmerende tapasrestaurant, hvor vi nød alverdens lækkerier samt en enkelt drink på en bar, inden vi tog hul på den sidste tropenat i Caribien.

 

Næste morgen gik det så med Fast Ferry tilbage til Sct.Thomas og via Atlanta og Paris hjem uden på noget tidspunkt at blive generet af en vis askesky, så ikke engang den gjorde skår i vores glæde over en fantastisk tur med pragtfulde indtryk af dette  betagende område med dets specielle natur og sympatiske indbyggere.