Sådan undgår du problemer i sluserne fra Østersøen til Middelhavet

Anmeldelsen er skrevet af forgast Lilian Lythcke, fra FTLF, Københavnsafdelingen den 27-05-2013.

Så kom der endelig en håndbog med udførlig og enkel indføring i ”sluse-sejlads”.

Bogen er på 48 sider og udgivet i 2013 på forlaget: Books on Demand GmbH, København, Danmark, ISBN: 978-87-7114-593-9. Pris: 98,- kr

I dette forår har FTLF-bestyrelsesmedlem Thomas Veber skrevet og udgivet en handy bog i A-5 format om, hvordan man udgår problemer og stress i sluserne fra Østersøen til Middelhavet.

Bogen er grundigt bearbejdet og synes at være en stor hjælp specielt til førstegangsudfordringerne ved slusning, og den bærer tydeligt præg af forfatterens erfaringer og optagethed af emnet.

Thomas indleder med fordelene ved at ankomme til Middelhavet, uden bekymringer om Nordsøen og Biscayens vejrudfordringer.

Der angives ligeledes fordelene ved at sejle via Europas floder og kanaler. Thomas fremhæver at det er både afslappet, smukt og hurtigt, og såfremt man har børn med er der hele tiden noget at se på, og de slipper for søgang og bølgesprøjt. Eneste forhindring kan være sluserne undervejs. Thomas beskriver derfor udførligt og fint illustrerer med såvel tegninger som fotos, hvorledes man skal ”angriber” sluserne. Der gives korte præcise praktiske råd og anvisninger vedrørende håndtering af båden i de forskellige typer af sluser.

Der er beskrevet hvilke krav og certifikater der kræves på de Europæiske indre vandveje, samt afsnit omhandlende fortøjninger, affendring, fenderbrædder, signaler ved sluserne, hvordan man kalder sluserne op på VHF. Thomas beskriver også hvordan de forskellige typer af sluser (små, store og automatiske) skal håndteres samt henviser til relevante links og hjemmesider.

Om du er til single-hand sejlads eller er flere ombord, så er denne lille overskuelige og velskrevne håndbog et must for ”nybegyndere” i sejlads på Europas indre vandveje. Bogen er ligeledes vældig brugbar i forhold til selve planlægningen af en flod og kanalsejlads, idet den også beskriver forarbejdet, idet denne type sejlads kræver et ”Flodskipper Kompetencebevis”, disse kurser udbydes som endagskurser i FTLF og et ”ejercertifikat” på båden (for at kunne dokumentere for betalt moms), disse kan ligeledes udfærdiges af foreningen.

Alt i alt en enkel, brugervenlig og fin opbygning af en vigtig håndbog, med godt index, så man nemt finder, det man søger, og frem for alt som ”nybegynder” finder ud af, at det er ganske udramatisk, at gebærde sig i sluserne sydover, fordi man her i bogen har fået disse velbeskrevne tips og viden. Vi andre med nogen erfaring i slusesejlads kan fint få opfrisket blandt andet vigtigheden af korrekt håndtering af fortøjninger, nyttige links mm.

Jeg giver Thomas Veber´s nye bog: ”Slusehåndbogen”  fem ankre ud af seks mulige.

Slusehåndbogen kan blandt andet købes her.