Af: Jochen Hell

Det er nu 3½ år siden at vi sidst forlod København og endnu engang opgav vores dyrebare havneplads for at udskifte Østersøen med andre sejlområder. Ikke sådan at forstå, at vi ikke kan lide Sundet, men man skal jo næsten være vinterbader for at kunne nyde et jump over bord i disse kanter.

Vi, det er forresten Rainer, vegetar og første kommunikator om bord, og mig, skibsledelsen, gift med førnævnte kommunikator og undertegnende af denne artikel. 

Passatsejlads

Vi er ikke helt uerfarne med lange ture i Spækhuggeren. To gange før havde vi prøvet kræfter med det nordlige Atlanterhav i denne bådtype. Første gang med waypoints som Bequia – Leeward Islands, Nassau – Bahamas og Manhattan, Hudson River i GPS-en. Anden gang tilføjede vi fx Klaksvik på Færøerne, Stornoway på Hebriderne, Casablanca i Marokko og Horta på Azorerne.

Så vi er kommet rundt før, i Spækhuggeren!

 

Men hvorfor nu netop i en Spækhugger, på 24 fod?
Er der ikke andre, bedre egnede både til salg i dette kongerige?

Da vi i sin tid spurgte denne forenings daværende formand Jan Streit om sin mening derom, svarede han bare, at ”han selv ville foretrække et skib med lidt mere komfort”.

Mon ikke det kunne tydes som et JA?

Nu vel:
Spækhuggeren har gang på gang bestået samtlige, til tider meget grove taklinger fra vores side: Vi har jaget den over et rev igennem brændingen ud for Andalusiens Atlanterhavskyst og vi har sejlet den igennem en storm på over 10 Beaufort i Biscayen, nord for Spanien, bare for at nævne to af de værste.

Så vi ved, hvad vi har: Et solidt skrog, fantastiske sejlegenskaber og en båd man kan forhale eller sejle ud af en havn uden at man behøver have en motor. (Vi har nu en lille 3,3 HP påhængsmotor, som minsandten har klaret turen igennem Panamakanalen, men derom senere.)

Af sted til Spanien!
Afskeden var dejlig, en del venner var til stede, da vi kastede fortøjningerne. Turen sydover startede med vinden i ryggen og gik godt indtil det forbandede rev ud for Santi Petri, syd for Cadiz i Andalusien. Vores problem var, at vinden svigtede i det kritiske øjeblik, da vi skulle igennem en snæver passage igennem revet. Vi har ingen indbygget motor og påhængsmotoren kan kun bruges i forholdsvis roligt vand. Så vi blev skyllet over revet, ud i brændingen og tilbage igen. Men skroget holdt stand i den tid det varede, før vi kom på ret køl igen: Atter bag revet, og tæt ved strandkanten. Der gik en uge, før også jeg var kommet mig over forskrækkelsen og turde fortsætte togtet mod syd. Vi fik først landkending af Sal, en af de Capverdiske Øer med en høj vulkan, ca. 8 sømil før vi kastede ankeret i havnen. Den dårlige sigtbarhed skyldes fænomenet Harmatan, en ørkenvind fra Sahara, som er fyldt med sand og kan nå helt til den anden side af Atlanten, som vi senere opdagede.

Videre til Amerika.
Cape Verde Øerne ligger ude for Senegal i Afrika. Derfra tog vi afsæt til Martinique, en fransk ø i det Caribiske hav. Spækhuggeren lå ca. 10 – 15 cm dybere i vandet end normalt, og vandlinjen var væk, efter vi havde taget en masse vand og proviant om bord for at være på den sikre side.

Men heldet var atter med os og efter kun 18 døgn kunne vi droppe ankeren bag Martinique. Vi mødte sejlervenner fra den europæiske vestkyst igen og nød nogen tid i det sydlige Caribien inden vi måtte efterlade båden dér og flyve tilbage til Danmark for at tjene flere penge. Sommeren kom og med den kom en hurricane. Dean, som den hed, smadrede bananhøsten på Martinique, men lod vores båd slippe uskadt. Der skal en masse held til at kunne kalde sig langtursejler!

Næste vinter tilbragte vi på båden igen. Vi sejlede mod nord, besøgte bl.a. den Dominikanske Republik, hvor vi mødte nogle hvaler på temmelig tæt afstand, og brugte flere måneder på Bahamas Øerne, ankrende bag palmeøer og koralrev og nød en del tid iført dykkerbriller og snorkel. Og igen måtte vi efterlade båden for sommer- og derved hurrikansæsonen derovre, for at arbejde i København.

Proviantering på Jamaica

Mod Cuba
Så kom vi altså derned for tredje gang. Båden fik en omgang bundmaling (ordentlig miljøvenlig bundmaling!) før vi forlod Bahamas. På Cuba tog vi os lidt tid til at opleve landet. Vi tog i bus tværs over øen fra Santiago i øst, hvor vi var ankommet, til Havanna i vest, hvor vi udforskede bylivet. Jeg må indrømme at fattigdommen slog mig mere end jeg havde regnet med: Den er synlig alle vegne og overskygger altid al kontakt til folk, selvom vi er rimeligt snaksagelige og taler spansk. Akademikere, læger og ingeniører arbejder for ca. 30 dollar om måneden og alt andet end de mest basale livsnødvendigheder koster det samme som hos os. Vi mødte en ingeniør som havde kvittet sit job til fordel for et arbejde som indgangsvagt ved en turistcafe. Her kunne han supplere sin 20 dollars løn med drikkepenge eller gaver fra turisterne.

Jamaica
Videre gik turen til Jamaica, som vi egentligt ville have boykotteret pga. landets uacceptable bøssediskrimination, men siden øen lå så fint på vejen afventede vi alligevel en kraftig front her. På Jamaica myrdes der 4 mennesker i snit om dagen, men Port Antonio var nu fredeligheden selv, menneskene skønne og hjælpsomme og marinaen sikret bag høje hegne.

Panamakanalen
Som nævnt forinden, var det store spørgsmål, om vi ville få tilladelse til at passere Panamakanalen. Ved kanalens vestlige indgang ligger en ret hæslig og farlig by, Colón. Dér forberedte vi båden til passagen, og mon ikke heldet var med os igen, og kanalmyndighederne gav os grønt lys. Det holdt hård med at overholde den krævede minimumshastighed, desuden kunne vi ikke bakke med motoren, vi havde ikke noget toilet til lodsen, (hurtigt købte vi en ekstra spand), ikke noget bimini osv. Men af sted kom vi, 6 mennesker ombord: 4 linehandelers, 1 captain and 1 pilot, fire tykke 40 meters liner (som ikke passede til vores små klamper) 8 bildæk som fendere og meget andet.

På 24 fod!

Vi skulle overnatte i en sø i junglen, hvor vi lige inden solopgang blev vækket af abeskrig, som bølgede uhyggeligt og skræmmende igennem træerne. Og så var der jo det morgenlige toiletbesøg: På trods af krokodillerne i søen klarede nogle af os sagen med et hurtigt morgenbad, siden vi jo fortsat ikke havde toilet ombord. Tidligt om morgenen fik vi en ny lods ombord og kom afsted. Meget hurtigt kunne vi ikke holde farten op med de andre 2 yachter og sakkede agterud, og efter ½ time var de ude  af syne. Kun på et hængende hår og efter eklatante regelbrud nåede vi vores sluseåbning. Jeg kan love, at vi var glade da de sidste sluseporte ved Panama City åbnedes og frigav blikket mod Stillehavet.

 

Stillehavet, på vej mod Galapagosøerne
Vinden skifter hele tiden, fra havblik i de lange dønninger til dobbelt rebet storsejl og skumdelfiner foran boven. Vores badeture holder vi korte: En haj følger båden i et stykke tid, og vi er ikke så fortrolige med bæsterne som Jacques Costeau. Godt en uge efter Panama så den store hændelse: Ækvatoren. Lige efter dåbet med ret lunken boblevin og lidt rom omkring midnat den 8. marts stryger vi sejlene og sender det samlede mandskab til en velfortjent hvile. Længe har vi ingen, eller kun ringe vind. Vi kan uden problemer tilberede mad på to blus, læse bøger i cockpittet og spænde parasollen mod den bagende sol. Middagssolen står nu næsten lodret over os. Kahytten koger.

Strøm om bord
Intet er dog så galt, at det ikke også er godt for noget: Solen oplader vores skibsbatterier. Vi har jo hverken indenbordsmotor eller generator og får strøm udelukkende fra to solpaneler. Ved solskin har de kapacitet nok til, at vi kan køre vores computere direkte på solenergi og samtidigt oplade batterierne og dette er jo en lille solstrålehistorie.

Jeg har loddet nogle LED-lamper, som giver et lys i hele hytten for under 1 Watt. Til at høre musik bruger vi MP3 i stedet for CD, det koster mindre strøm og vi har købt en mikrocomputer, som kører på Linux og flash-hukommelse i stedet for en harddisk. Selvfølgelig har vi heller ikke køleskab. Til gengæld køler vi ting ved at vikle dem ind i våde klude og lade vandet fordampe et sted i skyggen med god gennemblæsning.

Vand om bord
Som nødudstyr har vi blandt andet syet en vandopsamler af gammelt sejldug og købt en hånddrevet , en Power Surviver 06,for selvom vi havde sørget for rigeligt med drikkevand, så kunne turen jo tage betydeligt længere end antaget. I et forsøg fremstillede vi således en trekvart liter ferskvand på en time med vores watermaker. Men heller ikke mere. Derefter opgav den helt at fungere. Nogle dyre dråber, som vores overlevelse heldigvis ikke var afhængig af.
Mit råd: Finger væk fra denne tingest, den giver et forkert indtryk af sikkerhed, og hvis du hár købt den, så lad være med at sælge den, men kom den i metalaffaldet og ikke i din redningsflåde.


Galapagos
Indklarering var slet ikke noget problem, vi skulle dog bruge en agent til dette formål, som krævede 120 US$ for sin tjeneste. Havnekontoret afviste at lade os gøre det selv. Derved understøttes sikkert også de stakkels havneofficials, som officielt ikke må tage penge for deres underskrifter og stempler, og lad gå med det.

Drikkevandet var billigere her end i Balboa og butikkerne og markederne havde alt det, vi havde brug for i rigelige mængder og til rimelige priser. Vores guidebøger er enten lidt forældede eller også bruger de en anden synsvinkel end os.

Vi tog på ekskursion inde på øen San Cristobal og set kæmpeskildpadder og leguaner, vi har , først med dødsforagt og siden med fryd dykket blandt søløverne (som ikke er sæler, men ligner dem til forveksling) og allevejne kunne man se denne sjove fugl med blå fødder, den Blåfodede Sule, pelikaner og fiskehejrer, som var forbavsende lidt frygtsomme. Jeg var helt vild med de mange, store og små, havleguaner, som befolkede molerne.

Ankerplads på Apataki

Afsted igen
Men så bliver der varslet kraftige dønninger fra sydvest, så vores ankerplads Academy Bay i Ayora (som på engelsk betyder for egen risiko, :-) ligger ret udsat og vi ønsker ikke at blive revet med bølgerne på land. Hurtigt går provianteringen: På det lokale torv findes et rigt udbud af friske frugter og grøntsager og vi køber blandt andet en klase grønne bananer. I ly af bananerne prøver en del kakelakker og en enorm edderkob at liste sig om bord. De fleste får vi dog allerede jaget bort i land, og kun den sidste skal på svømmetur, da vi dykker hele stokken ned i havvandet.
Vores afgang bliver akkompagneret af mange horn og fløjter fra de andre skibe, som vi håber på at møde igen, langt herfra. Ca. 3000 sømil forude, noget skiftende, ofte svag vind i vente og med sikkerhed ingen dieselstank. Alt andet står i stjernerne.

Stillehavet, og 3000 sømil til Marquesas Øerne
Vi sætter nu stævnen mod Marquesas og ikke Påskeøen, som også var til diskussion. Påskeøen ligger kun 2000 sømil herfra og det er jo fristende, når alternativet er 3000 sømil væk. Men nu ved vi, at vi atter må lægge båden op et sted pga. alvorlig sygdom og forventlig død i familien, og vi vil ikke kunne finde mulighed for det på Påskeøen.

3000 sømil tæt ved ækvator. Det er langt. Og varmt.

Ubehageligt, på en lang sejltur, er desuden den totale mangel på motion. Man kan kun røre sig ganske lidt  på en Spækhugger og vi er normalt begge aktive idrætsudøvere. Så skal vi passe på at overholde menneskerettigheder her om bord.

Om læ
Heldigvis kan vi dog stadig lide hinanden efter al den tid vi har kommet sammen, og heldigvis har vi bøger om bord, mange gode bøger og Harry Potter og Ridder Arndt som lydbøger i MP3. Aftentimerne, når vi ligger i køjerne og lytter eller læser op (Rainer for mig), er de absolutte højdepunkter. Temperaturen under dæk synker langsomt under de 30 grader Celsius og vi forsvinder i andre verdener.

Levende trafik til havs
Under hele overfarten fra Galapagos mødte eller så vi ikke et eneste skib. Til gengæld så vi hvaler. Det er en ubeskrivelig oplevelse at se disse kæmper dykke op ved siden af båden. Man håber samtidig, at de kommer tættere på, og er bekymret for, at de vil lege med en. Som legekammerater foretrækker Spækhuggeren dog helt afgjort delfiner, og dem var der også masser af. Ellers kom vi i kontakt med en stime tun, som fulgte os på tæt hold, men fordi Rainer er vegetar, må der ikke fiskes fra vores båd.

Udstyr ombord
Windpilot Pacific Light vindroret styrede næsten hele tiden. Dens eneste svage punkt, som jeg kender, er en justeringsskrue af nylon ved vindfanens hoved. Den knækkede et par gange og skulle pilles ud af gevindet, men den findes ikke længere ved de nyere udgaver af samme vindror. En uvurderlig anskaffelse.
I Panama havde vi købt en såkalt SPOT. Det er en lille, orange dims til få penge med en GPS og en sender indeni. Man trykker på en knap, og i Danmark får ens venner skibets postiton som mail med en link til Google Earth, som viser bådens position på det store hav. Troede vi. Og det havde vi stolt forberedt den bange familie på. Desværre havde vi overset, at ikke hele Stillehavet var dækket endnu, of vores signaler gik ud i den blå luft. Familien ventede, og vennerne med, i hen ved 30 dage.

Gas eller petroleum til madlavning?
Jeg er opvokset med Optimus petroleumskomfurer, min far havde meget forstand på dem og videregivet sin forkærlighed for dem til mig. Rainer og jeg har nu sejlet mere end 30.000 sømil sammen med dem, så nu kender vi brændernes luner og fordele og jeg vil helst ikke være den foruden på egen båd. Jeg må dog indrømme at de er med til at holde spændingen oppe. Man skal være venlig mod dem. Det er, som om de lever deres eget liv. Hvis I forstår, hvad jeg mener. En situation, hvor man i mange uger er tvunget til at spise risene råt er ikke rart at forestille sig.

Marquesas Øerne, Hiva Oa
Frodigt, vildt frodigt. På træerne ved landevejene vokser alle mulige frugter, bl.a. mange forskellige sorter af mango. Man kunne fylde lastbiler med dem. Her er vidunderlig smukt og befolkning er sød or rar. Man skulle ikke tro, at kannibalismen først blev afskaffet for nogle generationer siden. På kirkegården af vores lille havn Atuona ligger den franske maler Paul Gauguin og den belgiske sanger Jacques Brel begravet. Hajer snuser rundt i det mudrede vand i ankerbugten, men de kan ikke afholde os fra at bade og dyrke længere svømmeture. Nu kan vi endeligt røre os igen. Vi vandrer i bjergene og genoptager løbeturene. Men videre skal vi. Her kan man ikke efterlade en båd.

Tuamou, de mange atollers land
5 dage tager denne sidste overfart. Vi besøger to atoller, Manihi og Apataki. Er begge gange vanvittigt heldige med at indtræffe netop ved slak-tiden og således kunne passere atolindsejlningen. Der kan stå mange knob støm og vi kan ikke bruge vores lille påhængsmotor på 3 HK, fordi der står for stor en sø i strømmen. Indeni de op til 800 km2 
atoller er ankerpladserne ret tricky. De er meget dybe for os med ofte næsten 15 meter vanddybde og høje vægge eller tårne af koraller tæt på. Men snorkling er fantastisk.

Apataki
Livet på atollerne foregår i de små landsbyer ved passagen og ellers er de fleste af atollernes hundredvis af øer ubeboet. En gang om ugen anløbes passage-landsbyen på Apataki af en mailboat, en lille fragter, som også medtager enkelte passagerer. Vi efterlader så vores lille Spækhugger hos nogle mennesker, som vil åbne en boatyard ca. 15 sm fra passagen. De driver en perlefarm der og har allerede ryddet et område for palmer, hvor vores båd skal stå, når traileren indtræffer. De vil tage sig af det hele og sejler os til passagen en nat, hvor mailboaten ligger badet i rigtigt gult havnelys. Livet er dejligt og spændende her, og her vrimler pludseligt med mennesker, hunde, pickups og endda to gaffeltruks og vi bliver lodset om bord. Favel Prins Henrik, farvel Apataki!

På mailboat
4 dage på en lille fragter, der læsser og losser ved mange atoller og i et par køjer som vi deler med herrens mange kakerlakker, og så er vi i Tahiti. Lad os håbe, vores perlefisker klarer de resterende toldformaliteter for os og vi kan vende tilbage til efterår i år.

Moralen
Vi holder nu verdensrekord i, hvor langt en Spækhugger er blevet sejlet fra Danmark.
Det er ikke noget vi ved, men noget vi tror, som en dansk politiker en gang sagde. Og gjorde han?

Eller gør vi? Hvem vil egentlig vide det.
Førnævnte ex-formand Jan Streit ville sikkert sige: ”Afgør selv. Gør hvad du vil og nyd dit liv.”

Det gør vi.

Jochen Hell

Bragt i Langtursejlerne nr. 134, november 2010