Af Tove Granild

Vi havde meldt vores afgang til alle vi kender, så vi lagde os i selen for at nå det hele.

Alle gode ture starter under et sagte pres, Kaptajnen gik og pakkede hjemmet sammen til den lille langfart, mens Skipper og Charles satte storsejl på skibet.

Kl. 14 kom kaptajen så om ombord og kunne være med til festlighederne på havnen.

Vi blev sendt af sted med gode ønsker og musik og sang  -tak for det, det var en dejlig start.

 

Første ben blev det kortest mulige. Vi sejlede over til kajen ved havnens kran og fik de sidste kasser ombord. Mad og tøj. Tove havde pakket sammen over flere dage, og da Erik var travlt optaget af skibets fornødenheder, pakkede Tove for første gang i ægteskabet Eriks tøj sammen. En lille underdrivelse er at der er rigeligt. Langt mere end planlagt. 3 timers sved på panden, hvor hver et skab blev fyldt til randen. Tøj som Erik aldrig har haft på skal nu luftes under fremmede himmelstrøg og rigeligt med Toves tøj. Jo fint skal det være.

Vi spise sammen med Charles kæreste Lise på kroen i Gilleleje og afgang i god ro og orden kl. 21. Flot aften og natsejlads til Ebeltoft , hvor vi lagde til i fregathavnen uden på de andre langturssejlere. Vi kunne spise morgenmad her kl. 9.

2 dage i Ebeltoft med hyggeligt samvær på havneområdet ved Fregatten Jylland. Musik, dans og gensyn med gode mennesker. En fantastisk hjælpsomhed, hvor dem der har prøvet turen før os giver gode tips og låner deres kort ud til os. Det er en fantastisk forening FTLF. Vi fik vist skibet frem, og det har modtaget mange roser.

 

Vinden den drillepind er gået i nord, så da vi sejlede fra Ebeltoft for kryds i forventning om at kunne sejle med vinden gik den over  i nordvest og flovede. Vi fandt en dejlig ankerplads ud for Boeslum og kunne bade fra båden og spise i cockpittet, solsejl og aftenlygte og spejlblankt hav.

Morgendukkert – afgang mod nord – men den gunstige vind tog til og spidsede til, så tredje ben blev også kort. Vi ligger nu i Grenå og har aftalt at Charles tager hjem herfra onsdag.

Eneste problem var at vi ikke har kunnet finde Eriks pung. Hjemme har Alexander ledt og Janus har ledt mere. Det har drevet os lidt som en mare, men den dukkkede op i dag tirsdag i Eriks jakkelomme. Sådan er det når der kommer for meget tøj med og stressfaktoren fremkalder demens light.

 

Limfjorden – Sørlandet.

 

En dejlig dag er til ende - vi har ligget for anker i Egersund og har ligget og vugget i dovne slag, mens Njord svajer for vinden. Erik var modig og sprang i havet 12 grader varmt eller koldt, vi har rigget varmt vand til fra den bekendte sun-shower. For landkrabber kan fortælles det er en pose med vand og brusehoved. Solens stråler varmer vandet op - vores fra Caribien har temperaturmåler på så man ikke skolder sig. Det har nu ikke været presserende pt.

 

Erik har nusset om båden, Vi har rykket rundt på det hastigt nedstuvede remedier - f.eks. 3 flasker (store) med solcreme. Mary ville glæde sig over vores iver. Jeg er i gang med at læse Niels Brunses Ramoth-Bezer, og vi hører en del Niel Young, både på cd og i radioen. Den gamle mester gæster Norge - tilfældigvis.

Når vi ligger for anker er der en dejlig ro. Verden er lige her og det vi kan se. En række store fiskerkuttere er stukket til havs her til formiddag og nu piver en lille kuling i riggen fra Nord Vest. Vores ankerbugt giver læ fra dette hjørne, så det er perfekt. Møllen laver strøm, og der er ingen bølger. Ferietempoet har indfundet sig.

Siden sidste brev har vi været igennem Limfjorden, hvor vi i Aalborg investerede i såvel kabel til iridiumtelefonen og en lille acer-sag med windowsXP. Det software vi har til vejrkort og internet via iridium var ikke forenelig med Vista. Vi gjorde Aalborg på cykel med diverse indkøb, men altså internettet er ikke lige tilgængeligt og Tove skal igang med at læse på manualer på engelsk for at kunne få Iridium til at virke. SUK. Thyborøn som var vores sidste havn havde ikke noget bibliotek, og i Løgstør var det weekend. Så hjemmesiden må altså vente lidt endnu.

 

Men bortset fra at det kniber med at dele oplevelserne med Jer andre sådan fra dag til dag, så har vi det herligt.

Vi dovnede den for Genua i østlig vind gennem Limfjorden og stak til Norge på et fladt Skagerak. Ingen barske bølger og svag til ingen vind. Det betød at motoren måtte på arbejde. Flot nat og morgensejlads og ankomst i Farsund som planlagt sidst på eftermiddagen.

Søkort har vi lånt i vores fantastiske forening FTLF –sådan bare som supplenemt til vores egne. Godt for det fordi vores nyindkøbte kort til Raymarine plotteren er defekt. Turen fra Farsund og til Shetland er ikke til at åbne. Vi må plukke en alvorlig høne med Lynetten marineservice, som solgte os det, når vi kommer hjem og ellers må vi købe et andet kort når vi kommer til en passende butik. Der er sådan en lille elektronisk brik, der først afslører sin hemmelighed når den bliver sat i maskinen.

 

Vi spiser god mad ombord og savner hverken faciliteter eller råvarer. Langturssystematikken er ved at komme på plads, og vi skal ikke rode det halve af båden igennem hver gang vi skal finde noget.

Ellers har vi haft en velbegrundet mistanke om en skibsnisse. Først det med pungen, sidst har trælimen forputtet sig. Det supersmarte sted til slige sager,  overordentligt gennemtænkt…..

 

I dag fredag har vi så lettet anker og sejlet skibet til Egersund. En fin norsk havneby, hvor husene klatrer op ad bjergsiden i små krogede gader. Træhuse og fine balkoner – en sørlandsk idyl i starten af Vestlandet. Erik startede dagen med at fange 3 mørksej.

Det er indtaget til aftensmad med nye kartofler og lidt urter og citron. Byen kan forhåbentlig byde på internet på folkebiblioteket – er lokaliseret og åbningstider 10-14. C-map forhandler i cykleafstand, vi håber der er lørdagsåbent.

Vi satser på en opdatering af hjemmesiden herfra.

 

Vejrudsigten lover fortsat vind fra NV så vi tager det med ro. Måske kan vi luske uden om til Stavanger  i morgen sidst på dagen. Her starter Fjordlandet.

Tananger til Bergen skærgården.

Det blev en kort nattesøvn, og meget sen aftensmad, men nu lusker vi af sted for motor med 3,5 knob gennem vandet. Haugesund er vores destination, da vi skal opsøge et sted hvor vi kan få en ny vandudskiller til motoren. Om det senere.

Siden sidst har vi haft en udbytterig tur til Stavanger. Søkortet til plotteren kører igen, men vi måtte købe et nyt kort. Vi havde en lang vandring gennem kvarteret med dagligvarecentre og diverse firmaer. Bussen bragte os kvikt og hurtigt tilbage til Tanager. Stor respekt for det offentlige transportsystem i Norge. Bus 4 gange i timen. Billetter kan købes i bussen, men dem der er faste kunder har et elektronisk buskort de aflæser ved indgangen. Ikke noget klip i et system som er uændret på 25. år i Danmark – come on Movia.

Havnen i Tananger er fin når man lige skal ligge over, og vi sparer den lange vej uden om til Stavanger. Havnepenge betales på hotellet – 100 kr. og så er der varmt brusebad og frit internet inkluderet i pengene. Desuden var de behjælpelige med en adresse til søkortforhandler og buslinie.

Selvom vinden var i nord igen drog vi af sted for rebet storsejl og fok. Motoren til hjælp så vi kom uden om de skarpeste hjørner. Det gik rigtigt fint. Så gik motoren i stå, sådan lige uden noget varsel, men heldigvis var garderoben på plads, så selv om vi gik for en frisk kuling – det kalder de det i Norge – fortsatte vi ufortrødent for sejl. Det gik flot, men Erik var lidt urolig – hvorfor og hvordan får vi sådan et problem løst.

Vi udså os en læ ankerplads, hvor vi kunne gå ind for sejl, og krydsede fint og flot derhen. Desværre var der siden søkortet blev trykt blevet oprettet et havbrug, og til den anden side lagde færgen til fastlandet til. Det blev til et ekstra kryds for at komme rigtigt ind, og så kunne vi smide anker og kæde. Dybt er der helt ind til kysten, så vi ankrede på 15m vand.

Mens kulingen peb i riggen lå vi roligt på vandet, mens Erik befriede motoren for indpakning, fandt værktøjet frem og gik på fejlfinding. Tove gjorde sig usynlig sammen med Linda Evangelista Olsen. For de uindviede er det en dejlig kattebog af Suzanne Brøgger. Oven på den savner vi da Pippi. Vi  håber hun har det godt, og at hun i de næste 3 måneder glemmer alt om os.

Heldigvis har vi et velforsynet barskab. Fejlen var fundet og den vandudskiller, der gør det muligt at tømme vand ud af filteret, ved blot at dreje en møtrik, var utæt. Sådan en var der ikke lige på lager, pakningerne kunne ikke holde tæt – blikkenslager tape heller ikke. Så gik vi i gang med at åbne flasker for at se op proppen passede. Stor tak til Henning Ibsen som gav os en dejlig stor prop i en flaske Angoustura 1919. Den passer og holder tilsyneladende tæt nok. Flaskens indhold er urørt, med en udvidet vinprop som erstatning.

Det betød imidlertid, at der ikke var så stor diskussion om næste destination. Det blev Haugesund, som skulle dække vore indkøbsbehov. En dejlig by med 29.000 indbyggere incl. Opland. En by som satser hårdt på kulturoplevelser, hvor vi slet ikke var i tvivl om at Elton John var startskuddet på 3 dages rock-festival. Alle vi talte med henviste til arrangementet. 12.000 tilskuere til koncert på rådhuspladsen i Haugesund. Hele byen summede af forventning fra torsdag eftermiddag til kl. 20.30. Det var virkelig byens arrangement.

Reservedele til motoren blev bestilt og motoren fik den helt store overhaling, til kommende Norges farer, gå langt uden om reservedels  firmaet  TH. Brække, han er en sand sørøver, ublu priser og porto der skriger til himlen, det lykkedes Erik at få ham pruttet 400 kr. ned i pris.

Lysefjord og prædikestolen må så vente til næste tur til Norge.  En sådan er der ikke tvivl om mere. Vi forstår at det er vanedannende – med lidt mere disciplin og målrettet sejlads kan det også gøres hurtigere end vi har gjort det.

Efter de tre dage i civilasationens skygge har vi været til ankerpladser. Den ene smukkere end den anden. Kortene vi sejler efter har tydelig angivelse af små vige med ankermuligheder. Som oftest mellem 5 og 15 m vand tæt ind til kysten. De fleste steder er der mellem 25 og 70 m dybt vand , her er der i vores optik for dybt til at smide snøren.

 

I dag har vi krydset Bjørnafjorden med op til 574 m dybde. Når vi nærmer os de 20 m bliver det nærmest angstfremkaldende.

Når ankeret er sat smides fiskesnøren i vandet, og vupti så er der varmrøget makrel og sej til aftensmad.

På årets længste dag tilbringer vi aftenen i en hyggelig havn (Kolbeinshamn) med fuldstændig læ omkring os. Indsejlingen er en 6 m bred åbning ud til Bjørnafjorden. Ellers er vi så endelig nået til Bergens skærgård og her er utroligt flot.

Kolbeinshamn byder både på internet hotspot (mod betaling med visakort på nettet) og dieselpåfyldning, så næste stop bliver Bergen, og mon ikke vi får sendt dette brev af sted i aften.

Vi har det dejligt, solen skinner næsten hver dag og varmegraderne har sneget sig op over 20 grader i dag, vinden byder på såvel magelig sejlads med genua og kryds – motorsejlads er påbudt gennem de smalle fjorde og skærgårdspassager. Skipper er i godt humør og får lavet små forbedringer hele tiden. Kaptajnen har fundet sytøjet frem og læser Björn Larssons ”Long John Silver” en fantastisk sørøverroman med masser af sejlerstemning fra de områder vi drømmer om at nå på denne tur. Kan absolut anbefales.

Bergens lyksaligheder

Stik mod sit rygte har vi nydt Bergen i solskin, og det nærmeste vi kommer sommer siden vi stak af fra Thyborøn. Vi ligger i Vågen (havnen midt i Bergen centrum) og har frit udsyn til Fløien banen, de gamle huse på bryggen, diskotek, fiskemarked og Bergens aktuelle attraktion – en 119 m lang grim ælling - skinnende hvid og og formet som et strygejern med blød hat ovenpå. 1 fender  kan knapt nok være i Njords salon. Båden er ejet af en russisk milliardær og hedder A for sin ejers fornavn. Meningerne har været mange – men i vores optik skal en båd have en mast, og denne her er for stor til at sejle fra ø til ø, hvilket vi kan se at rigtig mange nordmæn har brug for.

Havet er en genial transportvej i skærgården, og mange af dem som bor på de meget idylliske øer, tager da bare deres fine motorbåd når de skal ud i verden – som når vi andre tager bilen. Færger er her også rigtig mange af. En dag vi krydsede for at komme nordpå mødte vi de samme 3 færger igen og igen.

Pendulfart mellem øerne er også med til at holde liv i samfundene ude i skærgården. Når vi ser en idyl ud til havet drømmer vi om at bo der, men huspriserne i Norge er ikke faldet som hjemme, så det bliver helt sikkert ved dagdrømmeriet. Erik ville helt sikkert også få ø-kuller inden der var gået 1 måened.

Båden har fået rigtig meget opmærksomhed og Erik har næsten nået de programsatte justeringer. Senest har han købt en temperaturmåler, idet vi har haft temperaturalam på motoren jævnligt. Også efter at der er skiftet diverse filtre og impeller. I skrivende stund er alle værktøjskasser fremme i salonen, så der er tid til at skrive lidt til Jer andre.

Vi lever godt og har mod på næste ben. Lettere forsinkede i forhold til planen, men der har været dejligt alle de steder vi har været. Så må vi se hvor langt vi når.

 

Nordsøen fredag d. 26.

Vi sagde farvel til den norske fjeldkyst kl 18 I går aftes, og har haft en forrygende flot sejlads med halvvind foran på tværs indtil kl. 3.30 I morges. Så døde vinden, og siden har nordsøen været blank som nordsøolie. Vi har passeret såvel norske og engelske borerigge I rigt mål. De er tæt beliggende I et område midt I Nordsøen. Impornernde bygningsværker som rummer et særligt liv. Hvis man kan få kuller på en lille ø – hvad sker der så med en når man lever i sådant et samfund? Såvidt vi ved består livet her I at arbejde og sove. Til en god hyre.

Vores bølgehøje I skrivende stund er ca 2 cm med dønninger på 20 cm. Til andre tider er overfladespændingen ubrudt og havet er som et bølgende oliespejl. Malemukkerme har kredset om båden som var de delfiner. Ellers er der ikke megen sejleraktivitet. Vi går 5 knob for motor og brænder den afgiftsfrie diesle af. Skulle Toves økologiske råderum rumstere I samvittigheden kan besætningen på Njord trøste sig med at de borerigge vi har passeret har spyet uforbrændt olie ud I anseelige mængder. Gas ved vi jo godt bliver brændt af I lange skorstene på riggen og det ser helt fantastisk ud om natten – men olien I store sorte skyer der lægger sig ud over Nordsøen. Det er sgu noget svineri. Der er lang vej igen og her kan Connie Hedegaard da score nogle nemme point, hvis ikke det er Troels Lund Poulsen der skal tage handsken op.

Vi har sat det engelske gæsteflag da navnene I søkortet begyndt at være engelske. Nogen landegrænse er ikke at se.

Vejret er til solcreme og solhat, hvis det fortsætter på den måde er vi overmåde heldige, men vi tør ikke pakke de lune gevandter væk endnu. Erik har været på ophørsudsalg I Bergen og købt vanter og arbejdshandsker. De uldne hjemmefra er slidt op af tovværket, og kolde hænder døjer Erik med pga sin medicin. Toves yndlingsbeklædning er et fantastisk stykke strik fra Gilleleje biblioteks tøjbyttedag. En plisseret nederdel der er lukket foroven – undtagen to huller til armene. Den luner om nakken og holder den frække del af ryggen varm. Fantastisk til livet på Njord. Det kan være at Erik får lyst til at tage et billede engang. Det gør sig blot ikke på de moderigtige gader, men Erik elsker konen indeni. Så kan man jo godt leve med lidt af hvert.

Vi ankom til Baltasound på en af Shetlandsøerne Unst tidligt I morges. Vinden kom aldrig og vi havde 26 timers vellykket motorsejlads bag os. Uden en eneste temperaturalam. Lugen til motoren stod åben, så maskinen har bare brug for mere ventilation. Det bliver næste projekt.

Rejsebrevet bliver sendt til mailinglisten og vores redningsmand på hjemmeside fronten – Ole. Han har planer om en side med billeder. Det eneste kaptajnen har fundet ud af er at lægge 1 billede på 1 side af gangen. Det rækker jo som en skrædder I helvede. Vi har sendt ham et lille udvalg så må vi se hvad han kan trylle med.

Vi tager cyklerne frem og gør Unst/Shetland resten af dagen.

 

Ø-hopning Shetland - Fair Isle - Orkney

 

Vi troede at vi skulle sejle på nogle vilde bølger og kæmpe mod våde brådsøer fra Nordsøen, men nej. Vi har været begunstiget af den varmeste periode i mands minde. Meget sol og meget lidt vind. Med en Beta marine motor i baghånden har det jo ikke lagt en særlig stor dæmper på vores aktiviteter. Vi har lagt Shetlandsøerne bag os og overnattet på Fair Isle – helt efter planen. Vejret er guddommeligt til daseferie, skibstrafik er der ikke meget af, når først vi har lagt kursen forbi de mange færger der forbinder de små øsamfund her i det nordligste af kongedømmet. På Shetlandsøerne flager man med blå dug med hvidt kors. Man er en del af Skotland, men Storbritanien er sådan noget man affinder sig med. Lerwick er provinshovedstad og det er en hyggelig by med mange små turistgader og ditto attraktioner. Det er imponerende sejlads mellem øerne heroppe, fra båden kan vi se ruiner, standing stones, kilometervis af stengærder, der snor sig op over alle bakkekammene.

 

Vores rytme er blevet indrettet på ferietempo. Fiskestangen er ude når sejladsen tillader det. Madlavning er ikke noget problem, såvel til søs som i havn kan alt lade sig gøre. Skipper sørger for friske fisk, suppleret med hvad der er i de lokale butikker. Skulle det gå helt galt er der provianteret rigeligt hjemmefra. Der er også kommet nogle henkogte kødstykker med i køleboksen.

 

Vi har cyklet rundt og set os omkring. De lokale er meget venlige og imødekommende, Det er nemt at komme i snak med dem og de hører gerne hvad vi har at fortælle. Sproget volder heller ikke problemer. De fleste vi møder i havnen er nordmænd og tyskere. Vi har også mødt en enkelt båd fra Irland, der kom med mange gode tips til anduvningssteder. Gode råd hvis man tænker i havnepenge, hvad vi nok kommer til at mærke mere til end vi har gjort indtil nu. Shetlandsøerne har fået £ 17  i alt, hvilket ikke kan siges at være dyrt.

 

Havnen i Lerwick var fyldt godt op, men vi fandt en plads langskibs, med stigen fra bovsprydet tæt på flydebroen. ½ m op til nederste trin på stigen. Det skulle være godt nok i stille vejr, men ak – vi tog ikke turistbådene i ed. En hurtigsejler onsdag eftermiddag ødelagde skippers gode humør for en stund. Alt kan jo repareres, men Njords prædikestol har fået en ordentlig en på goddagen, der er kommet en stor opstoppertud, der kræver reparation når vi kommer hjem.

Men mon ikke vi klarer det med skrammerne indtil da. Kønt er det ikke, Michael Jacksons mishandlede næse in memoriam.

Formodentlig er der lige så stor presseværdi i hans død hjemme som her, men her er der tusinder der har købt koncertbilletter til høje priser, der spekuleres på livet løs i tabloidpressen.

Fuglene er med os på det meste af sejladserne. Der er masser af liv omkring os, selv når der ikke er land i sigte overhovedet. Imponerende at se de elegante flyvere svæve i flok eller enkeltvis på togt i dybet efter føde. Fuglefjeldene på Fair Isle kom vi helt tæt på da vi sejlede forbi på vores videre færd til Orkney. Her begynder det så at være alvor med tidevandssejladsen. Selvfølgelig afhængig af vinden, men nu er det så slut med den løsagtige ferierytme. Nu er det fremover tidevandstabellerne der sætter dagsordenen.

Vi har en let vind fra agter. Vi sejler butterfly, med en friskende vind i udsigt. Destinationen er Westray, den nordvestligste af Orkney, og vi skulle være fremme omkring midnat – som vi plejer. Heldigvis er det lyst hele døgnet, så det betyder ikke så meget. I går aftes var det lidt for spændende. Vi sejlede de sidste timer i havgus, som lå lige i vores udsynshøjde. Vi vidste godt hvor vi var, skibstrafik var der ikke noget af, men det var lidt urovækkende at sejle tæt forbi en fyr, man slet ikke kan se, og pludselig som at trække et tæppe væk foran os, dukker klippen ved havnehullet til Fair Isle op foran os – lige der hvor det skulle være – men alligevel. Da vi nåede ind var skipper overrasket over hvor småt det var, men 8 store både fylder også godt i landskabet der.

 

Vi har taget hul på juli måned, og er ankerliggere på Stronsay. Selv om dagen startede i de grå farver, fik vi solskin til vores mål for dagen – Odin Bay, hvor vi så fuglefjeldene fra landsiden. Vi fik også beundret en sammensunket grotte, som nu står som en af hovedattraktionerne på denne dejlige ø. Vi ligger i den sydøstligste af de mange ankerbugter denne ø stiller til disposition. Bay of Holland og i bunden er der en lang og bred sandstrand, som bare venter på de lokale bikinier.

Inden vi nåede hertil var vi på Westray, her nåede vi også vidt omkring på vores cykler. Vi besøgte et galleri og det lokale museum. Vi fandt også ud af at der var bryllup på øen. På Orkney holder man polterabend dagen efter brylluppet. Brudgommen bliver kørt rundt på øen i en åben lastbil, han er rullet i mel og noget sort noget, vennerne trommer på en af de store blå platictønder, mens bilen kører øen rundt. Af samme grund var kroen fuldt optaget, og det alternative tilbud på en lille cafe, ja her holdt kokken ferie. Erik faldt over 2 ”små” hummere, som vi købte for 23 £. De udgjorde så det  festmåltid, som vi fejrede vores lørdag aften med. Tove bagte det første brød på turen – hvilket ikke er imponerende – men alt i alt var det et superb måltid. Hummerne var så store at de enkeltvis knapt kunne være i den store gryde vi tog  med for en sikkerheds skyld. Det smagte himmelsk, og vi sad i cockpittet og smovsede. Skaller og rester røg over venstre skulder og tilbage til sit rette element, mens solen gik ned over bugten.

Erik fanger smukke makreller, som indtil nu er blevet grillet som sardiner – det smager også himmelsk, så nej - vi lider ingen nød.

Her på øerne hilser man på hinanden. Mødes man igen er der smil helt op til ørerne. Står vi og ser lidt rådvilde ud, kommer der en springende ud af huset og er behjælpelig med gode råd, og altid – meget mere end danskerne – bliver det gode vejr åbningsreplikken.

 

Tidevandssejladsen er også begyndt nu. Vi oplevede kræfterne da vi sejlede inden om kalven ved Eday. Vinden var meget let, vi loggede 4 knob, og pludselig stod vi stille. Med motor på kunne vi meget langsomt komme frem. Strømsøer var der masser af, i al fredsommelighed, og mens vi listede os igennem det smalle sund, var der utallige sæler, der lige skulle se hvad vi var for nogle. Men mon ikke de er bekendt  med det engelske ord for fotografi – snapshot – væk var de når vi fandt apparatet frem. Vel igennem Calf sound kunne vi se og høre brådsøerne til styrbord, og det blæste ikke engang. Lidt længere fremme fik vi medstrøm, og så  logger vi 6.7  knob over grunden.

Søkort og tidevandstabeller angiver hvor og hvornår vi skal planlægge efter tidevandet, og bliver man forsinket i sine planer må man vente 12 timer, ellers kommer man ingen vegne når det blæser så lidt som der.

 

Da vi ikke er på nettet så tit er rejsebrevet skrevet over 2 uger. Vinden blæser rimelig hård fra nord og vi viger lidt tilbage for at sejle ind i en nordvendt bugt med masser af tidevand. Vi lurepasser i vores dejlige bugt og spiller Yatsi. Tove har vundet 2 gange i træk. En nyhed der rykker, det plejer at være omvendt.

Om en god uges tid kommer Janus ombord. Det bliver dejligt at få ham at se igen, og få en ekstra med ombord til alt det sjove og spændende sejlads.

 

I Kirkwall får vi forhåbentlig løst problemet med temperaturalarmen. Et værksted må se på varmeveksleren eller på termostaten i køleren, så skipper kan sejle for fuld kraft i tidevandssøerne – hvis det skulle blive nødvendigt.

 

Mainland / Kirkwall.

 

Vi har opholdt os i Kirkwall siden torsdag og har haft stor fornøjelse af at være her. Dels er der mange muligheder for sightseeing til fods, på cykel og i bil, dels er der socialt samvær med andre sejlere.

Da vi ankom skulle der samme aften være prisoverrækkelse i sejlklubben, Regattaen mellem Skudenes og Orkney var afgjort og 7 norske både lå med flag over stag i havnen. En meget serviceminded havnefoged, entrerede kort efter ankomsten med fyldigt informative materialer, nøgle til sejlklubben, hvor badefaciliteterne stilles til rådighed for gæstesejlere, og sidst men ikke mindst kode til havneporten. Selvfølgelig også for at få alle indrejseoplysninger, og indkassere havnepengene. Over en stille dansk dåseøl, fik vi hjælp til at finde det rigtige værksted til vores evindelige kølerproblem, og hvad der ellers tyngede skippers hjerte. Og som nævnt en invitation til at kigge indenfor i sejlklubben samme aften, da der blev holdt festivitas for nordmændene.

Efter en dejlig middag på restaurant ved havnefronten, tog vi så i sejlklubben. Fin folkemusik, god stemning og en imponerende bar – Lige noget for Klaus Rigger i GSK, men så skal der både bevilling og gitter for herlighederne.

Vi har mødt hyggelige nordmænd, svenskere og britter fra Glasgow.

Sidstnævnte har vi været naboer til og vi har nydt hinandens gode selskab, sidst  på en biltur til den østlige del af Mainland og  de øer sydherfor, som Churchill fik bundet sammen med dæmninger under anden verdenskrig. Italienske krigsfanger udførte det hårde arbejde, under dække af at de byggede en vej – oven på dæmningen.

Det arbejde føltes særligt presserende da 833 britiske marinesoldater blev sænket af en tysk ubåd – alle omkom. Katastrofens omfang kan forstås, også behovet for at afskære forbindelsen vestfra. Det har siden givet rolige strømforhold for farvandet syd for Mainland og inden det berygtede Pentland First. Altså et dejligt farvand for de lokale – og en stor omvej for os der skal sydpå – så vi tager sikkert vestover når vi tager herfra.

Den lejede bil har så også givet os mulighed for at se alle de gamle mere eller mindre velbevarede skibssætninger, stenalderhuse og standing stones samt Stromness – byen vi så ikke sejler til. Et fjernt beliggende galleri for vævede billedtæpper, et af de store hænger på biblioteket i Kirkwall, blev det sidste mål inden bilen blev afleveret.

Njord har fået det lokale gæsteflag under sallingen. Det er som det norske flag, blot med gult i korset i stedet for hvidt. Der findes en autonom variant, som er gult med rødt kors. Det er dog ikke blevet godkendt.

Vores køleproblem er blevet løst, en lokal mekaniker samt skipper gik systemet igennem og det trængte til en grundig gennemgang samt en afsyring, på vores forespørgsel om han mon sammen med reservedele kunne skaffe et reservedelskatalog og sandelig om han ikke møder op til tiden medbringende nødvendige reservedele samt en ca. 200 sider  komplet motormanual/ reservedelskatalog beregnet for et autoriseret værksted.

Jo, nu kender vi spillerum, dysejustering, fejlfinding samt reservedelsnummer på hver en skive og del i en Beta Marine Diesel. Motoren er afprøvet og alt fungerer perfekt.

Det er naturligvis ikke godt at starte tidevandssejlads med en ustabil køler. God service og en pris der ikke ryster kaptajnens økonomi er dagens gode nyhed. En kop kaffe og en snak om lidt af hvert hører med til oplevelsen.

Så er verden også lille. Vores nabosnak med Neil og Edith fra Glasgow afslørede at de kendte Finn og Merete Bøjsen Møller fra Hundested. Neil var kollega til Finn og havde besøgt dem sammen med en kollega Irene – vi iler med at sende hilsenen videre når vi kommer hjem. En anden aften i Kirkwall sammen et svensk par fra Lysekill og samme Neil kom de ind på en rigtig god bog, skrevet af Bjørn Larsson – boede han ikke i Danmark. Den keltiske ring vakte begejstring, og vi måtte istemme koret af begejstrede læsere. Den er jo inspirationskilden til vores Skotlandstur, og da vi fortalte at vi skam godt kendte Björn fra Gilleleje havn, så var vi jo næsten i familie med hinanden - når vi nu deler yndlingforfattere.

Omsider er vi så klar til at sejle til Skotland. Vi starter efter Clyde CruisingClubs anvisninger for det sund vi skal ud igennem, og ganske rigtigt. Vores bange anelser om strømfulde farvande er uden hold i den virkelighed vi kommer ud for. IGEN et langt stræk med spejlblankt vand. Atlanterhavet er OGSÅ blik stille, og nattens farver gør vandet mørkt og blankt som silkelagner. Sidst på dagen blev vi mødt af Delfiner – de legede omkring Njord og sprang i bølgerne til ære for os. Tusind tak.

Medstrøm rundt rundt om Cape Wrack og i morgenstunden kaster vi anker i solskin i en ankerbugt uden for Kinlochbervie.

Byen er en rigtig fiskerihavn, som har satset mere målrettet på turister. Der er lagt pontonbro ud til gæster, men havnen er stadig en rigtig havn med masser af industrianlæg, som isværk og auktionshaller. Fiskerbådene er dog stærkt reduceret, så der er ikke meget liv. Vi lå som nævnt for svaj, og Pjort tog os sikkert i land, dels til indkøb og dels til vandreturen til byens højeste punkt.

Skotland er bjertagende. Vi kan melde at lyngen lige er begyndt at blomstre, så vi har noget at glæde os til.

Næste ben skal gå til Summer Islands og Ullapool. Søndag påmønstrer Janus. Han flyver til Invernes, og her vil vi hente ham  - igen i lejet bil.

Næste rejsebrev vil fortælle om Skotland, for denne fortælling fortsættes ...

 

Billeder kan nu ses på hjemmesiden www.njordenrundt.dk Ole vores webmaster har klaret alle de ting der driller Kaptajnen. STOR tak.

 

 

Skotland

 

Skye er den største af de indre Hebrider, og vi satte kursen mod Skyes hovedby Portree da vi havde hentet Janus i Invernes lufthavn.

Nu har vi fire uger hvor det handler om Skotland og Irland, vi er tre ombord og besætningen er blevet udvidet med et naturtalent indenfor IT, mekanik, madlavning, godt humør og stærke arme.

Janus har bidraget med løsninger på de problemer jeg har sloges med i forbindelse med vores elektroniske kommunikation ombord.

Dette rejsebrev planlægges sendt via vores iridium mail – skyfile – så vores 3-indkøb var nok unødvendigt og ubrugeligt de fleste steder vi kommer.

Ole vores webmaster er taget på ferie – men kig engang på hjemmesiden www.njordenrundt.dk der er fine ændringer, jeg tænker at med skyfile og iridium så kommer billederne til at ligge på hjemmesiden.

Springende delfiner tog imod os ved Cape Wrath. Vi fik filmet dem og de er, om nogen, humørspredere på en langdistancesejlads. Pludselig lyder der er prust og så springer de synkron foran skibet, så tæt så vi bliver helt nervøse. Men der er helt styr på det.

Vi ligger for anker alle steder – I Ullapool dog ganske organiseret med spritnye mooringe installeret dagen før vi kom. Pris £12 pr. nat og ingen faciliteter, men det kommer siger de.

Ullapool er en hyggelig havneby, med det liv der hører til en sådan. Vi fik købt gas og kunne leje bil, så vi kunne se os omkring og hente Janus.

Vi har stor glæde af en pilot Neil gav os i Kirkwall: Welcome anchorages 2009, med hans anbefalinger. Der er jo nok at vælge imellem.

Vi mødte Neil fra Glasgow igen, da hans båd lå fortøjet ved nabo-mooringen i Ullapool. Verden er altså lille.

Gitte og Lasse fra Orø nærmer sig også vores breddegrader, så skal der hygges på dansk.

Skotland er så smukt med sine bjerge med træer på. Til forskel fra Orkney og Shetland er der grønne fjelde ud mod vandet, Spidse bjerge med skyer ovenpå – ligesom i Anders And bladene.

Vi har haft godt vejr – dog har vi haft regnsejlet oppe et par dage, hvor vi lå for anker i Ullapool.

Men for det meste viser landet sig i solskin.

Vi har haft drømmesejlads på turen til Skye. Flot vind – op til 12 m/s i stødene, men her klarer Njord sig flot. Kaptajenen tilberedte lammekoteletter med Tzatiki undervejs til Portree. Det var diset så hun gik glip af de sorte basalt klipper på vejen. Vi smed ankeret kl 22.30 i en dejlig bugt. Byen er meget pitoresk og minder i sin rytme om Tisvildeleje. Tidevandet går som en fast rytme i havnen. Over 4 m, så når vi sætter dingyen for at gå rundt eller tage bussen, kan der være et par overraskelser hvis ikke vi tager bestik af situationen.

Vi har besøgt Talisker destilleriet, her bryggede de for fuld damp og der duftede af malt og gær. Deres 10 års whiskey smagte godt, så Skipper har købt en flaske med hjem.

Vi forbereder os på at sejle gennem et smalt stræde hvor vi får masser af tidevandsstrøm med os hvis vi vælger rigtigt tidspunkt.

Herved kommer vi til Loch Hourn som gav os den optimale ankerplads. Vi ankom traditionen tro i nattens mulm og mørke, men sådan ville tidevandet det nu her. Den lille ankerplads som gav læ for søen ude fra det store vand var lige netop ikke med på vores kortplotter, så her blev vi reddet af backup'en på computeren, med GPS'en i usb-porten. SMART. Ankerpladsen var anstrengelserne værd. En ren bæk til tøjvask, en banke muslinger til aftensmaden, sol og læ og øer af alle størrelser. Den nærmeste var indtaget af 16 sæler der lå og observerede de sære skabninger der havde kastet anker. Da Janus tog på øtogt i gummibåden, fulgte de interesseret hans færden på nærmeste hold. Fangsten rakte til mængder af blåmuslinger kogt i en dåseøl og urter, så vi alle tre blev stop mætte. Desuden har drengene scoret en grøn indkøbskurv uden hank – ja der ligger mange ting på de skotske strande - som nu gør det ud for hyttefad for de resterende muslinger, intil flere måltider mere.

Indtil nu har priserne på mad og drikke været meget rimelige i forhold til danske priser. Vi lever fortsat som grever og baroner, og der har ikke været problemer med indkøbene.

Næste mål i denne omgang er Rum. Vi havde forberedt os på 3 distinationer, der er flere faktorer der skal tages højde for end vi er vant til  i Danmark, strømmen naturligvis og så især når strøm og vind har modsatte retninger, vi har ikke oplevet det men ved at det kan give meget ubehagelige oplevelser.

Rum er en af de små øer syd for Skye, En stor bugt vendt mod øst gav det læ som vejrudsigten meldte – Vest Sydvest og til tider hård vind, vi er nu ankerliggere og har den smukkeste natur inden for gummibådsafstand. Janus og Tove tog cyklerne op til et betagende vandfald, men vejens beskaffenhed resulterede i to punkterede dæk. De lokale kører i biler med nummerplader som CHAIN og SAW på bagenden, ZAPPA på en gammel punkteret Jaguar. Ellers er det firhjulstrækkere med numrene RUM 1 RUM 2 osv.

Øens store attraktion er Kinloch Castle, i dag museum og vandrehjem for naturelskere, øen har en lille butik samt forsamlingshus med internetforbindelse, Rum er i dag beboet af alternativt indstillet mennesker, spændenende lidt ligesom Christiania.

Vindmølle og solceller holder os med strøm så vi kan leje med al elektronikken, computer og fjernsyn. Heldigvis er der tid og rum til at læse bøger i mængder. Vi har skabet fuldt. PT læser jeg Jens Henrik Jensens tre krimier om storpolitiske forviklinger. Jeg skal lade op til Ullyses når vi runder Irland. Erik er i gang med samme forfatter: Økseskibet, den får gode anmeldelser og napper desuden lidt af nattesøvnen.

Vejrudsigten er lidt mere fordelaktig for os i morgen så sætter vi kurs mod Tobermory på Mull, ifølge Piloten en farverig og skøn fiskerihavn.

 

I Crinan Canal og Firth of Clyde

 

Siden Tobermory har vi haft en periode med blandet sommervejr og ugunstig vind. Motoren har måttet arbejde og vi har ikke luftet de bare maver ret meget. Alligevel er her smukt og rart at være.

En tur til havnens badefaciliteter i gummibåd resulterede i to skylninger i ”troperegn” både før og efter badet – hvor heldig kan man være?

 

Vi har ligget for anker og morings og et par fronter er passeret med hård vind. Ankeret holder fint og vi har ligget på læ kyst. Vi har dog reduceret vores mål for turen og vi har besluttet at gå gennem den Kaledoniske kanal hjem. Vinden har været sydlig det meste af tiden, og det vil sige at Storbritanien rundt bliver en anden gang.

Skotland har så meget at byde på, så det ikke er en skuffelse for os. De lange transportsejladser syd om England kan vi sagtens undvære.

 

Når man runder point of Ardnamurchan sætter man en dusk lyng i stævnen på skibet, så vi bærer stolt vores buket plukket i Craobhs skove. Vi havde ingen problemer med dette farvand, men i ugunstig vind kan der komme store bølger

 

Vi har mødt Gitte og Lasse  i Mogens og Kammas hjemmehavn Craobh (udtales lige som crew). Vi mødtes der søndag, og havde en hygelig stund alle 7. Middag på kroen lige indtil lukketid. Craobh byder også på rhododendron skov og åkandesø og terræn til gode spadsereture.

Vi havde en flot vandretur i højlandet bagved. Klimaet er mildere i gennemsnit og det ses på vegetationen.

Gitte og Lasse har fået en vindmølle her i Skotland. De har været afhængige af el i havn og har betalt formuer i havnepenge. Vi glæder os over Njords selvforsyning, når vi en sjælden gang betaler £ 53 i havnepenge og £ 128 for at gå gennem kanalen (havnepenge for 3 dage incl. i dette beløb). Vi kan købe meget god mad og whisky for de penge.

Tobermory havde bl.a. et destilleri på havnen, vi købte en flaske uden at have smagt på sagerne. Det er vores souveniers og skal gøre godt når vi skal opfriske minderne der hjemme. Den er i selskab med Tallisker og Highland Park. Det er ikke billigere end i butikerne og kan slet ikke konkurrere med priserne i lufthavnen.

 

Mange sejlere har nok prøvet at få tovværk i skruen, men vore oplevelse var lidt pudsig. Vi lå for mooring i Oban efter at have fyldt vand og diesel på, men da vind og tidevandsstrøm var imod os blev vi natten over. Tidligt om morgenen var vi klar til afgang, men da skruen blev sat til, rystede  og skramlede hele skibet forfærdeligt.

Vi fik fat i mooringen igen, og måtte undersøge forholdene.

Janus fik den ganske ubehagelige opgave at gå i våddragt og dykker maske og se på forholdene inden morgenmaden, og ganske rigtigt – i nattens løb var et stykke nylontov drevet ind i vores skrue og nu sad det godt og grundigt fast.

 

Bevæbnet med kniv og bådshage fik Janus fisket det ud af skruen, men fy for pokker – igen blev han dagens helt. Koldt og uroligt vand med en del trafik i vandet. Det er ikke de bedste forhold for en morgendukkert. Endelig kunne vi sejle videre med 1½ times forsinkelse.

Det kan synes ubetydeligt, men når vi har 6 timers medstrøm i tidevandet, kan det få stor betydning hvis  den sidste strækning byder på strømsøer gennem snævre løb. Vi nåede igennem uden ubehagelige søer, men vi var spændte til det sidste. Mogens var da også ganske imponeret over at vi gik igennem, men med Njords sejler egenskaber og Erik som skipper var der ingen problemer i det vejr vi havde.

Crinan kanalen er selvbetjent i sluserne, og her er det vidunderligt at være tre. Kaptajenens kræfter rækker ikke til håndsvingene i sluseportene. Vi sejler tæt på alting med frodig natur omkring os. Hortensia, rønnebær, bregner, iris, cypres, lyng og fyrretræer.

 

Selv om Crinan er idyllisk, var det en lettelse af få rigtig saltvand under kølen igen. Vores foretrukne sted – en loch som giver læ og storslået natur lige ved siden af er der masser af i dette farvand. Vi fandt ind i en loch nord for Island of Bute. På vejen fangede Erik 4 små og 2 stormakreller, så vi fik friske grillede makreller, da vi nåede frem kl. 21. Næsten den normale spisetid, når vi sejler. Der findes ikke nogen bedre spise. Dagen efter fangede Janus 4 store makreller, så kaptajnen (og kokken) må variere opskriften lidt, for at give råvarerne den fornødne respekt.

Kabyssen er en farlig arbejdsplads, så skippers kone kan bruges til svensk gæsteflag. Blå og gule mærker de særeste steder. Man mærker det ikke i farten, men pludselig er der synlige spor efter et aktivt liv og bådens bevægelser.

Det er  i Firth of Clyde vi møder flest sejlere. Det er her de store marianer som Larghs og Glasgow findes. Kysterne er bløde grønne bakker med masser af frugtbar jord. Herskabelige villaer og masser af penge. Store byer og et par timer med internetforbindelse via vores 3-usb stik. Det har hidtil været ganske begrænset hvor vi har kunnet bruge den, så den investering var ikke rigtig.

 

I skibsbiblioteket har Vilhem Mobergs ”Din stund på jorden” givet kaptajnen tårer i øjnene og stof til eftertanke. Det rigtige tidspunkt til den bog. Hvad er vigtigt i vores liv, hvad har vi så travlt med. En stor lykke at være HER med de mennesker der betyder mest i livet. Tak for den læseoplevelse og husk det når vi er hjemme igen.

Da vinden nu konstant er sydlig må jeg nøjes med at læse om Irland og Dublin i James Joyces: Ulysses. En drilsk bog at give sig i kast med. Men jeg er stædig, og er ved at vænne mig til en helt anden måde at skrive på. Et ældre sprog, flere citater end min almen dannelse kan gennemskue, men også spottende og satirisk i sine karakterer og et kig ind i hovederne på bogens mænd.

 

Vores planer for den kommende uge er Aran og syd om Kintyre Peninsula. Derefter går det mod den Kaledoniske kanal. Inden da siger vi farvel til Janus, der skal starte på job igen efter lang ferie og teknisk skole.

I kan godt begynde at håbe på godt vejr over Nordsøen fra d. 23.8. hvor vi så går hjemover i selskab med Charles der påmønstrer efter kanalen. Det bliver et glædeligt gensyn.

 

Arran – Kaledonian Canal.

 

Planlægning er en god ting, men en gang imellem kommer det til at holde hårdt.

Vi kunne i bagklogskabens ulideligt klare lys godt have taget Crinan kanalen den anden vej, for vi har igen kæmpet med modvind.

Imidlertid giver tidevandsstrøm nogle gode alternativer, så når alt andet glipper er en gang motorsejlads for medstrøm heller ikke at foragte.

Mull of Kintyre blev rundet med over 10 knob og vinden foran på tværs, men ak og ve da vi rundede det skarpe hjørne måtte motoren på og vi udsatte vores besøg på Isla til dagen efter.

Inden da havde vi nydt godt af Arrans blide og smukke landskaber og smukke byer. Vi lå for anker i Lamlash Bay, i læ af Holy Island.

Holy Island ejes af et buddhistisk kloster, hvor man er velkommen på endagsbesøg eller ophold af 3 måneders varighed. Man må dog ikke medtage dårlige vibrationer, husdyr eller tobak.

Det kan jo holde os fra døren, men vi nød den på afstand.

Erik har storsindet overladt cyklen til Janus, så Tove og Janus tog cyklen til øens hovedby Brodick. Her var der bryggeri, et slot med spændende parkanlæg, osteproduktion og flot – flot natur. Bakkerne på hovedvejen var ikke særlig spændende, så vi lod os lokke af en sti langs kysten, og lidt ind over land. Vi købte et rigtig geodætisk kort for ikke at fare vild, men sikke en tur. Vi næsten bar cyklerne op ad bakke og Janus løftede begge cykler over 5 overgange i forbindelse med kreaturfolde. Det sidste stykke var bulet græsmark hvor det gik brat ned. Ikke engang bremserne kunne holde- Janus prøvede uforfærdet at udnytte bonusen ved nedkørslen, men måtte kaste sig af cyklen da dækkene bare gled. Skippers helbred havde ikke klaret den tur.

Men udsigten var god. Øverst oppe en bænk, navngivet efter en afdød kvinde, og vi kunne læser hendes digt om hvor meget hun elskede lige netop denne natur. - Betagende.

Skotsk kulturarv og natur lever meget af private donationer, og overalt bliver vi i form af pjecer opfordret til at give et bidrag. Nogle gange med det formål at rydde op efter turisterne, der ikke altid husker deres affald. Pinligt.

Ellers byder Arran på chokolade, øl og Whisky. Som så mange andre skotske øer. Branding og storytelling er de gode til, og vi kommer gladelig for at høre om netop deres specielle bryg eller opskrift.

Når vi færdes i naturen er der ”did you know” oplysninger, som dels forklarer den blodige skotske historie, dels det formidable arbejde der er lagt i dette eller hint kulturminde, men også interessante geologiske forklaringer på de storslåede landskaber. Den kulturelle egenart bliver styrket på denne måde, og vi bliver klogere hele tiden. Det bliver interessant at se, hvordan United Kingdom holder sammen på landsdelene i fremtiden.

Afrejsetidspunktet for Janus nærmede sig, og vi ville til Isla og betræde den hellige whisky-jord med 7 single malt bryggerier. Som nævnt måtte vi bide turen over via Ghigha, da vinden var imod. Surt nok var vinden også imod dagen efter. Men det ved man jo først bagefter. Altså 2 gange motorsejlads og regnvejr for at komme til Isla, men vi kom da frem. Første nat for mooring uden for Port Ellen. Det kan ikke anbefales. Det var lige før vi skulle have skridsikre dækkeservietter på bordet da vi skulle spise aftensmad. Lampen blev IKKE sluppet løs, og vi blev vugget i søvn. Den lille havn blev inspiceret i gummibåd, og der var både plads og dybt nok til at vi kunne gå ind. Se det gjorde jo øen til en anden oplevelse.

Malteriet ligger i Port Ellen og det duftes tydeligt i hele byen. Her maltes for alle bryggerierne. 3 destillerier på stribe, alle hvide markante bygninger på kysten. En bustur hen over øen til hovedbyen Bowmore, viste os øen set fra landsiden. Turen ud i postbilen, som er en minibus med plads til 14 personer. Den var fyldt til sidste sæde og man bliver sat af ved døren. Og så var den gratis den dag :-)

Bowmore – nogle kender garanteret navnet fra  - ja en whisky. Destilleriet var dog sommerlukket, så vi nøjedes med at kigge i salgskontoret. Destilleriet har etableret en svømmehal så overskudsvarmen bliver brugt til noget fornuftigt.  Desuden var der besøg af en bogbus, som udgjorde byens bibliotekstilbud. Ikke imponerende når det er hovedbyen. Forhåbentlig er der så et tilbud i alle byerne.

 I Port Ellen var der et forsamlingshus, hvor der var Internet og en ”honestybox”, Brug internettet og betal efter din samvittighed. Her var der gang i den med børn og unge - cafe, bordtennis, hygge og spil.

Efter Isla gjaldt det Janus hjemtransport. Vi satte målbevidst kursen mod Oban – igen. Det var en fed sejlads, vinden med, strømmen med, og tilbage til den skæbnesvangre mooring i Oban Marina.

Vi flyttede dog over til Oban sejlklubs mooringe, da Janus skulle skrækkeligt tidligt afsted næste dag.

Vejrudsigten var forfærdelig, så vi ville ikke sejle gummibåd med fuld opbakning. Samtidig var der dømt bytur, besøg på Oban destilleri, og JA vi lærte sørme noget nyt. Men det var én af de få dage indtil nu, hvor der har været silende heldagsregn.

Vi fik sendt Janus afsted til Glasgow. Det holdt hårdt, da det ikke var muligt at leje en bil og det offentlige transportsystem ikke giver mulighed for at komme frem tidligt lørdag morgen. Den øvrige besætning kunne gå tilbage til køjen og ride den varslede ”gale” 8 beaufort/ 17-20m/sek. Det var fint med læsning, internet på båden, god mad og regnpresseningen oppe over bommen. Så er der ganske komfortabelt ombord.

Dagen efter ville vi gerne videre, vind var der nok af, men vores mooring - de gode fangst-bøjer der var i Oban-marina manglede her. Kunsten er så at få vores egen fortøjning af i en fart. Thorbjørn har lavet nogle smarte fangstkroge med langt skaft og øje til fortøjningen. Desværre satte den sig fast i mooringen, så den måtte vi lade sidde. Det var en engangs-krog. Vi kom fint af sted og havde super sejlads til Fort William. Vi fandt igen en mooring med fangstline lige ud for byens promenade kaj. Der er ret lavvandet så man fortøjer ikke hertil. Da vi fiskede fangstlinen op var der ikke mindre end 3 makrel-ophæng vi skulle fiske ud først. Bortset fra at Erik måtte klippe modhagerne af, kunne vi supplere egen samling med lidt løsdele. Men vi kunne ved selvsyn se, at der blev fisket livligt.

 

Caledonia-kanalen starter her kort efter Fort William. Det går som smurt med at sluse op – og ned med stor service fra personalet. De har styr på hvornår vi kommer og åbner svingbroer for os. Vi har været heldige og sejle ind i sluserne næsten når vi kommer. Der bliver samlet sammen, så bassinet er fyldt op. Den der kommer først må vente. Personalet  meldte ventetid lige inden Loch Laggan, så vi lagde til ved en ponton-bro. Da Tove har gjort forfortøjningen fast er der hjælpsomme hænder til agterfortøjningen, sært som han ligner Mogens fra Craobh – Det ER Mogens og Kamma der lige kommer forbi for at se hvordan det går.

Disse kanaler er imponerende byggerier. Gøtakanalen er samtidig og konstruktøren er den samme. Vi har haft lidt sol og meget regn. Men igen. Skotland viser sig også i solskin en regnvejrsdag. Når solen skinner og vinden blæser gælder det om at lufte dyner og tørre tøj. Der bliver nemt lidt klamt når der er så vådt uden for.

Loch Laggan og Loch Ness er tilbagelagt for genua. Vinden er agten for tværs til læns. Enten kan man fortøje ved de faciliteter som stilles til rådighed mens vi er her (toiletter og vand/el på broerne) eller som nu hvor vi ligger for svaj i en læ bugt ved den gamle Jacobitter ruin ved Loch Ness nordkyst. Den er brændt to gange og sprængt i luften til sidst. Endelig væltede en orkan de svækkede mure. Jacobitterne gjorde oprør mod England, og i nogle meget blodige slag blev deres befæstninger ødelagt. Igen en voldsom historie for 400 år siden. Men de fylder stadig i skotsk bevidsthed. En avisartikel beklagede at turister ikke udviste den fornødne respekt ved et mindesmærke for nedslagtningen af oprøret. Og ruinen ved Loch Ness er et besøgthit både for skotterne og for turisterne.

Vi har læst bøger, jeg kom igennem bd.1 af Ulysses af ren stædighed. Jeg har så slappet af med Björn Larssons ”den sanna breättelsen om Inga Andersson” selvom den er på svensk foregår ganske meget af den i Gilleleje. Björn driller alle os læsere med hvad der er fakta og fiktion. Her optræder han som forfatter i sin egen bog, og man bliver ganske meget i tvivl om det er derfor han bor i Gilleleje. Men som sædvanlig – Han finder bare på, men nogen gange svare fiktionen til virkeligheden, også til hans egen store overraskelse. Spændende læsning oven på de gamle irske stødere.

Invernes er næste mål. Vi skal proviantere til hjemturen. Gøre klar skib også afsted over Nordsøen.

Måske finder vi en Lidl butik, Ja I læser rigtig – Vi har handlet lidt på skift hos Tesco, Co-operative og Lidl. De har som de eneste rugbrød og god kaffe. Det er rart at have i forrådskammeret når vi stikker næsen hjem.

 

Invernes – Gilleleje.

 

Så kom vi hjem igen, og hverdagen starter igen.

 

Vores færd fik den flottest mulige afslutning, og vi har været glade for at være 3 om hjemturen. Charles påmønstrede i Invernes søndag aften og da tidevandstabellen sagde kl. 14 mandag blev der mulighed for at klare de sidste indkøb inden overfarten. Vi stak af i høj sol og blå himmel i let medstrøm ud af river Ness, derefter en kort periode med slack og resten af vejen havde vi medstrøm og foran på tværs. Vi var lovet sydvestlig vind, og alle tæer og fingre var krydsede.

Vi kunne nøjes med 2 kryds i Moray firth ved Fort George, og så gik det ellers for fulde sejl langs med Moraykysten, forbi alle de byer som Erik og jeg studerede nærmere i bil, da vi kørte whisky ruten i bil for nogle år siden. Vi satsede på uafbrudt sejlads til Thyborøn, eller hvor vinden nu kunne bringe os. Norge og Skagen var alternativerne, men lykken stod os bi og vi kunne holde en fin foran for tværs hele vejen. Vi justerede løbende i forhold til vinden, og sejlede det meste af turen med genuaen rullet halvt ind, og lidt slæk på storsejlet.

På Toves fødselsdag var der flot vind og gode lange bølger. Solskin og delfiner der kom og hilste på. Bedre fødselsdagsgave findes ikke, men både Charles og Erik havde flag, sang og gave i baghånden, så kaptajnen blev fejret på behørig vis.

Vi var 2 døgn og 6 timer om at sejle de mange sømil over Nordsøen, Njord sejler så flot og sikkert igennem ganske store bølger. Natten til torsdag fik vi resterne af den tropiske orkan Bill at mærke. Det har helt sikkert blæst 18-20 m/sek, men fra den rigtige retning giver det blot god fart. Vores selvstyrer klarede arbejdet flot, så vi kunne koncentrere os om udkig og sejlføring. Det giver også et overskud at man ikke er bundet til roret hele tiden. Desuden kunne tredje mand/kvinde med god samvittighed og ro i sjælen lægge sig til at sove, da der altid var 2 på tørn.

Vi satte slæbegeneratoren på arbejde da vindmøllen stod af. Til gengæld er slæbegenratoren genial. 30 m tovværk mellem generator og en skrue på en lang stang. Tovværket snurrer lystigt rundt og drejer hermed generatoren rundt. Fænomenet studeret nøje af samtlige suler og mallemukker på vores vej. Heldigvis var ingen af dem fristet af at smage på tovet. Det var ikke gået godt. Igen undrer vi os over at havfugle færdes så langt fra kysten. Godt nok er der borerigge også på denne strækning, men det er ikke lige fuglenes element.

På et tidspunkt blæste det så meget, at Njord skar op i vinden. Det er en god reaktion fra bådens og selvstyrerens side, når belastningen på roret bliver for hård. Dejligt at kende båden i den situation også. Vi har jo været velsignet med vind i lette doser, og for mit vedkommende er jeg meget glad for at have fået det sidste blæsevejr med. Vi er helt trygge ved båden og den måde den sejler på.

Da det gik hårdest for sig var kaptajnen i cockpittet i nattemørket. Havet er naturligvis sort, men i bruset fra bølgerne var der morrild, og ind imellem kunne bølgetoppe med hvidt skum ses flyvende højt oppe i horisonten. Det var når vi lå i en bølgedal, og det kun er det hvide der kan ses. Bådens bevægelser er overbevisende. Der var kun et par tilfælde af en bølge der brydes så tæt på at cockpittet får en skylle.

Vi kom til Thyborøn torsdag kl. 18 (19 dansk tid) skipper fik købt dansk pibetobak og vi nød såvel brusebad som forsinket fødselsdags menu. Fredag sejlede vi til Aalborg, og kom til Skudehavnen kl. 23.45. Det var ganske spændende sejlads i mørke – det sidste stykke ved Dynen var tæt navigation med pejling af sømærker med projektør. Det havde vi ikke vovet uden kortplotter, men det gik flot. Vinden var perfekt halvvind til agten på tværs. Limfjorden havde meget krappe bølger og vind var der masser af. Vi kunne se på dem vi mødte på vores vej, at det ikke var sjovt den anden vej.

Så var der kun de to broer i Aalborg der skilte os fra Gilleleje, men mellem 11 og 12 var vi igennem, og så fik vi igen en formidabel sejlads med vinden fra en gunstig retning.

Vi fløj hjem i et stræk på14 timer (100 sømil) På et tidspunkt måtte kaptajnen bede om at få slækket på skøderne, da det var ganske svært at lave god mad når båden ligger på bagbord halse, skyder en fart af 8 knob og alle stødpuder var ømme af blå mærker. Ønsket blev naturligvis imødekommet straks.

Vi sejlede forbi Gilleleje kl. 2 om natten. Vores ankomst var annonceret til kl. 14, så sidste nat lå vi for svaj i bugten ved Nakkehoved fyr. En noget urolig plads men OK.

Kaptajnen er lige vågnet da der lyder et godmorgen ude fra havet. På med morgenkåben og sandelig om ikke Knud har spottet Njord på sin rotur fra Gilleleje. Selvfølgelig Knud og Inge har solgt os båden, så om nogen kan Knud genkende Njord på lang afstand. Hyggelig morgenhilsen og gensyn kl. 14 hvor Solvej og Erling møder op med champagne og gode venner står med åbne arme og brombærkage.

Så er man glad for at være hjemme igen, for ude venter et nyt eventyr ….

Bragt i Langutsejlerne nr. 135, december 2010.