Her følger et lille uddrag af bogen "Majoren og admiralinden - 16.000 sømil med Malte II" skrevet af vores medlemmer Per Frank Henriksen og Inger Marie Haahr.

De 3 regler ombord – og delfiner

Inger Marie havde en lang snak med sine venner i DMI, der resulterede i en beslutning om at afsejle 14.30 med tidevandet direkte mod Isles of Scilly. At sejle betyder en konstant afvejning af fordele og ulemper samt beslutninger hele tiden, hvilket jo er med til at holde liv i os. Afstanden til Isles of Scilly, beliggende vest for Lands End i Sydvestengland, var 173 sømil, så med en gennemsnitsfart på 4 knob ville turen vare godt 43 timer. 

Tema: Grundregler ombord

Sejlturen var fin nok, men med den sædvanlige vekselvirkning mellem dejligt vejr, god sø og også irriterende rullende dønninger, så regel nr. 3 om: "Altid én hånd til skibet" var aktiveret det meste af tiden. 

Regel nr. 1 ombord på Malte II var, at det var forbudt at falde overbord. Begrundelse: Ved at falde overbord satte man den anden i en utrolig dårlig situation. Først skulle ”Man over board” knappen aktiveres, så skulle sejlene ned, motoren startes og eftersøgning gennemføres. Da det er umuligt på åbent hav at finde en person, skulle hjælp tilkaldes og man skulle alene sejle skibet til nærmeste havn. Endelig ville der være al bøvlet med familien, begravelse og så videre. Så det var simpelthen forbudt. Af samme grund var vi, når vi gik på dækket og altid i dårligt vejr, spændt fast med sikkerhedsvest, der havde påhægtet liner fastgjort til skibet. Redningsvest brugte vi kun ved kystnær sejlads. På åbent hav vil en almindelig redningsvest kun forlænge dødskampen.

Regel nr. 2 er, at der altid skulle holdes udkig 24 timer i døgnet. Vi ved godt, at mange langtursejlere ikke holder udkig om natten på åbent hav, fordi chancen for at kollidere med et andet skib er mindre end chancen for at vinde i dansk lotto. Men vi havde det godt med beslutningen om konstant udkig og vi ville næppe havde kunnet sove, mens skibet bare af sig selv sejlede derudad.

Den første nat ned langs Irland så Per delfinflokke tre gange og Inger Marie nåede lige at se den sidste flok ved vagtafløsningen. Inger Marie måtte under sin ensomme nattevagt gå af vejen for en fiskerbåd efter reglen: "Lyst viger for brød" i øvrigt efter god kommunikation over VHF- radioen. 

Skæbnen eller Vorherre ville, at vi fik det sædvanlige valg mellem at anduve i mørke eller dreje bi og afvente dagslys. Nå, vi stolede på vores sejlplan og navigationsevner, så vi gik ind mellem de forrevne klippeskær cirka 02.00 og fandt en bøje at hægte os på ud for øen Tresco. 

Position: 49 grader 57,59 nord & 006 grader 20,875 vest.

På vejen ind var det lidt svært for skipper at få Inger Marie til at interessere sig seriøst for navigationen. Ved anduvning i mørke har vi den arbejdsfordeling, at Inger Marie navigerer – kort, kompas og GPS + håndlygte – og Per styrer, holder et vågent øje på dybdemåleren, passer motoren og i øvrigt råber op! Grunden til Inger Maries distraktion var en delfinflok, der lyste fluorescerende og sølvagtigt i vandet, samtidig med at de snuppede fisk, der prøvede at springe væk fra dem i vandoverfladen. Efter fortøjning til bøjen, der ikke var let at fange i mørket, fejrede vi ankomsten til Isles of Scilly med varm suppe og en enkelt gå-iland-øl. Herefter gik vi begge ud som et lys, før hovedet nåede puden.   

På Isles of Scilly

Samme dag – en del senere – måtte vi op og se, hvor vi egentlig var. Morgenkaffen blev indtaget i top og korte bukser i det solbeskinnede cockpit. Vi så os noget forbavsede omkring. Da vi om natten fortøjede til bøjen, var fjorden mellem øerne Tresco og Bryher forholdsvis bred og med vand overalt. Nu var palmerne vokset fire meter og fjorden krøbet ind til halv størrelse. Nattens små skær var vokset til store klipper, men vi havde heldigvis stadig en sjat vand under kølen. Sådan er det med tidevand. 

Men vi var nu virkelig på de berømte og berygtede Isles of Scilly, som man af indlysende grunde ikke må kalde ”Scilly-øerne”

Scilly udtales på engelsk præcis som ordet ”silly”, der som bekendt betyder fjollet eller tosset eller noget derhenad. Og hvem har lyst til at bo på Tosseøerne!

Ø-gruppen ligger cirka 30 sømil sydvest for Cornwall. Øerne er berømte for deres naturskønhed og berygtede for deres barske tidevandsstrømme og uhyggelige bølger, der har sendt hundredvis af stolte skuder til hvile på havets kirkegård, når navigationen svigtede i vinterstormenes inferno eller man nådesløst drev ind mod de farlige skær tilbage i sejlskibenes tid. Øerne var også tidligere kendt som hjemsted for pirater, hvor de lå på lur for at opbringe rigt lastede skibe. På klippen lige overfor vores ankerplads var der stadig en galge. Vi så dog ingen blive hængt.