Sidste år var jeg så heldig at møde en styrmand på et af de irske redningsfartøjer. En af de mange frivillige, der sætter livet på spil, når vi andre dødelige er i knibe på havet. Snakken gik om mange ting. Bl.a. om sejlerskoler og sejlerkurser på forskellige niveauer. Hvor det i alle tilfælde handler om at gøre alting korrekt og ordentligt. Men herefter gælder det om at komme ud og kvaje sig…. var hans synspunkt. Derfor følgende….:

Nødvendigheden af "close encounters"

Jeg skal ikke påstå det, men kan jo så formulere spørgsmålet til de erfarne skippere!

Hvor mange af jer har mon oplevet, at sløvheden har taget over? Ved roret? ved kortbordet? Eller oplevet, at GPS’en  har svigtet? Eller…?

Pludselig oplever man, at man er på vej imod fare.  Klippekysten er (for) tæt på; Andet fartøj er på skærende kurs, så man må foretage hastige manøvre med hjertet bankende ved siden af drøblen? Truende gestik fra det ene fartøjs rorgænger og undskyldende ditto fra det andet.

Heldigvis vågner vi i de fleste tilfælde op i tide – om end med kuldegysninger over tanken om, hvad der kunne være sket, hvis…!  Men vi klarer det. Får hurtigt overblik over problemet.

Pointen her er, at det er såre menneskeligt under forskellige forhold at miste koncentrationen. Men også, at vi lærer af vore fejl. ”Tæt på oplevelser” gør os mere årvågne; ”Små ulykker” kan i virkeligheden redde os fra at ende i større!

For at kunne færdes sikkert på vandet må du, efter det synspunkt, ud og kvaje dig! Eller erkende, at du efter al sandsynlighed nok kommer til det. Og dermed risikerer dine sejlervenners spot og spe. Og din besætnings!

Et rimeligt svar – som ikke er nævnt i sølov eller søvejsregler – kan være, at det ikke er så galt, at det ikke er godt for noget. ”Skarpe oplevelser” på egen køl!

Men tag nu bare på kursus først!

/Karsten Pennov